335
2015
978-87-93166-82-0
Disclaimer
1. udgave, 1.oplag
“ENHVER LIGHED med nulevende eller afdøde personer er utilsigtet” er Renée Knights debutroman – og hvilken debut!
Catherine og Robert er lige flyttet i lejlighed, og deres søn Nickolas på 25 er netop flyttet hjemmefra. Catherine støder på en bog, som hun først tror, er dukket op under flytningen – da hun begynder at læse, opdager hun snart, at hun selv er hovedperson i bogen, som rusker op i noget, der skete for 20 år siden. Catherine er rystet – ja, mere end det, hun bliver angst, kan ikke sove og hun kan ikke tale med Robert om det, for hun har aldrig fortalt ham, hvad der skete på den ferie i Spanien, hvor hun var alene nogle dage med deres 5-årige søn.
Den pensionerede lærer og enkemand, Stephen Brigstocke, savner sin afdøde hustru, Nancy. Han tuller rundt i huset iklædt hendes gamle cardigan, og rod og skidt hober sig op omkring ham. En dag finder han en kuvert med billeder og et manuskript til en bog, Nancy har skrevet – da han har læst det, beslutter han at udgive bogen. Det er denne bog, der nu er havnet på Catherines natbord, og ca. halvt inde i bogen har læseren fået svar på HVORFOR. Men her slutter det ikke. Tingene tager en ny drejning, da vi får Catherines version af hændelserne.
Det er en utrolig spændende bog, som jeg vil kalde psykologisk gyser. Der er mange lag i bogen, og man ser tingene fra flere sider. En af de ting bogen handler om, er, hvad det kan gøre ved mennesker at fortrænge dramatiske hændelser og forsøge at skjule det skete. Den handler også om, hvordan billeder, hændelser og ord kan misforstås og hvordan sorg og hævntørst kan påvirke mennesker. Derudover oplever vi, hvor hurtigt mennesker dømmer andre – selv de mennesker der står en allernærmest – og hvor hadefuldt de kan reagere. Nogle mennesker er i stand til at skabe sin egen virkelighed, pynte på sandheden – lægge låg på episoder, glatte ud og skabe et mere idyllisk billede end det virkelige.
Som sagt en utrolig spændende bog med flere lag, den er virkelig intelligent bygget op, overrasker læseren, og er meget svær at slippe. Den er gennemarbejdet, godt skruet sammen og personerne virker troværdige og ægte. Godt, der lige kom en søndag med regnvejr – som skabt til at læse bogen færdig. Kan varmt anbefales til alle, der holder af en god krimi. Forrygende debut!