0 kommentarer

En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager

af d. 2. marts 2017
Info
 
Sideantal

297

Udgivet

2017

ISBN

9788740026603

Udgave

1. udgave

 

Man siger, at æblet ikke falder langt fra stammen.
Dette gælder dog ikke for bogens hovedperson, Frederik. Han vokser op i Svendborg i 70’erne som den ældste af 3 søskende. Hans far, Holger, er ikke ret meget til stede i familien, han tilbringer det meste af sin tid på den lille ø, Drejø, hvor han bor alene og går fanatisk op i at leve biodynamisk og i pagt med naturen. Mor Jytte er derimod en meget udadvendt og social person, som sørger for at naboerne kommer hinanden ved, og som i mandens fravær i overensstemmelse med 70’ernes tanker om frihed åbenlyst har en del mandlige bekendtskaber. Hun ønsker uden tvivl det bedste for sine børn, hvilket hun ofte højlydt giver udtryk for. Alligevel bliver ingen af børnene specielt lykkelige.

Frederik føler afstand til sine forældre, deres værdier er slet ikke hans værdier, og tidligt i barndommen går han sine egne veje. Han vil være rig og når sit mål – som finansmand, der handler med værdipapirer hos Goldman Sachs. Det er et job hvor tingene går stærkt, og succes hurtigt kan vende.

Han foragter sin mor, er ofte pinligt berørt over hende, og føler slet ikke hun forstår ham. I hans øjne opfører hun sig klodset og har ingen situationsfornemmelse. Alligevel er der langt inde en godt gemt kærlighed til Jytte, som ved sjældne lejligheder kommer op til overfladen.

Lene er det barn, der ligner Jytte mest. Hun bliver præst, er meget omsorgsfuld og socialt bevidst og tager sig godt af sine sognebørn – og sin familie.

Jakob, den yngste, har det slet ikke nemt. Han kan ikke finde ud sit liv, bruger tiden på computerspil og lukker sig inde. Faktisk er der ingen af de 3 børn, der har det nemt.

Det er en bog, der handler om at løsrive sig fra sin familie, om at føle sig udenfor familien – måske ligefrem, at man er født ind i en forkert familie. Trods de bedste intentioner fra Jyttes side, går det skævt for familien. De 3 børn er fyldt med usikkerhed, har identitetskriser – og reelle sammenbrud.

Bogen har fået mange rosende ord fra anmelderne, og mine forventninger var derfor meget høje. Desværre fik bogen mig ikke helt op at ringe, jeg synes bl.a., der er ret mange sidehistorier, som ikke er specielt relevante for handlingen – f.eks. bruges der mange ord på Lenes venskab med den noget klæbende Mariella. Jeg havde også lidt svært ved at sætte mig ind i Frederiks tanker og den afstandtagen han har til sin familie, særligt sin mor. Der er voldsomme følelser på spil, men for mit vedkommende synes jeg ikke rigtigt, jeg kom tæt ind på hovedpersonen Frederik.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter