En økse til Steve Carella af Ed McBain
‘En økse til Steve Carella’ er kun mit andet møde med McBain og ‘Station 87 serien’. Det ser ud til, at man kan læse dem i vilkårlig rækkefølge, hvilket gør det noget lettere. Man kan ofte være heldig og finde bøgerne i diverse genbrugsbutikker, og det var da også tilfældet med denne første udgave fra 1964. Det er ikke helt let at få styr på bibliografien, men jeg får det til 54 ‘Station 87’ bøger, hvor de 48 er tilgængelige på dansk, så det er bare med at komme i gang.
En 86 årig vicevært bliver fundet i kælderen af en beboelsesejendom. En økse sidder plantet i skallen på ham, og kriminalbetjenten Steve Carella og hans makker i denne bog, Cotton Hawes, indleder straks efterforskningen med at afhøre en mistænkt, der i januar kulden går mistænkeligt rundt i korte ærmer udenfor bygningen. Han bliver ikke den eneste lidt særprægede person, som vi får præsenteret i historien. Den dræbtes søn, som illustrerer børnebøger, tør ikke gå ud for en dør. Konen til afdøde har været halvskør i mange år, og kommer med nogle virkelige sjove kommentarer, da hun hører, at ægtemanden er død.
Jeg har igen hygget mig med en ‘Station 87’ bog. Den er let læst, hurtigt overstået og ganske underholdende. Denne gang hører vi også lidt om Carellas privatliv med den døvstumme kone, Teddy og deres tvillinger. McBain skriver meget nedtonet uden voldsomme beskrivelser af omgivelser og personer, og en sexscene der nok ville have fyldt et par sider i nutidens krimier, lyder således i bogen: “Senere på aftenen, da måltidet var forbi og opvasken fra hånden, tvillingerne sov fast inde i deres senge, og Fanny var gået hjem til sig selv og først kom igen næste morgen, gik de ind i soveværelset, og der holdt samtalen op.”
Jeg kunne egentlig godt lide plottet, selvom løsningen kommer lidt pludseligt og tilfældigt sidst i bogen. Man har lige inden fået præsenteret en helt anden vinkel, der kunne have gjort bogen meget længere, men det ser ud til, at McBain havde et ca. 200 siders maksimum, de fleste bøger er i hvert fald ikke så lange, og slutningen virkede lidt hurtig og sløset. Det tager dog ikke noget fra oplevelsen af at læse bogen, som sagt hyggede jeg mig med den, og ‘Station 87’ virker som et befriende afbræk, en lille pause om man vil. Både pga den minimalistiske skrivemåde, og de kun 192 sider i lommebogs format. Kan varmt anbefales.
