En dåres forsvarstale af August Strindberg

Det er en selvbiografisk størrelse, vi her har fat i, og vi skal således ikke bevæge os med påpasselighed omkring forfatter- og fortællergerningen. Her er det ganske vist, helt og holdent sikkert – August Strindberg er såvel forfatter som fortæller. Gennem hans øjne ser vi foretagendet, og ud fra hans pen kan vi reflektere.

Det drejer sig om kvinden, og det på en tid, hvor kønsrollerne for alvor blev sat fri til debat.
Strindberg omgærdes i fortællingen af blikke fra kvinder, og de stikker til ham i al deres forskellighed. Der er de stærkt erotiske blikke, de krævende og nydende og de øjeblikke med hjertebanken og åndenød. Der er de farlig og fantastiske.

Strindberg befinder sig i midten som et medium, hvorigennem alt løber som en å. Man fornemmer straks den impressionistiske åre og den meget naturalistiske, hvor naturen absolut afspejler sindets mange symfonier.

Det er spændende at læse denne bog; netop fordi den stiller sig som en vægtig modstemme til særligt Henrik Ibsens dramaer, hvor særdeles stærke kvindeskikkelser bragede igennem og skabte fornyede forhold og debat. Det er spændende læsning, fordi sproget er farverigt, rytmisk og sine steder meget lyrisk anlagt. Jeg vil her meget gerne fremhæve miljøskildringerne som uovertrufne.

Lån bogen på biblioteket