Emil Nolde – Die Farben sind meine Noten af Kirsten Jüngling

I 2014 satte Nolde-stiftelsen i Seebüll (Slesvig-Holsten) et omfattende forskningsarbejde i gang. Efter at Nolde-museet »i de forgangne årtier på utilstrækkelig vis« havde bidraget til at få de mørke kapitler af Emil Noldes liv bragt for dagens lys – sådan udtrykte ledelsen det selv – skulle Emil Noldes forhold til nationalsocialismen og det nazistiske parti Nordslesvig undersøges videnskabeligt.

To eksperter er sat på opgaven, som efter planen skulle have været afsluttet i 2017, men som endnu ikke er bragt til ende. Det er Aya Soika, der er professor i kunsthistorie på Bare College Berlin, og Dr. Bernhard Fulda, der er historiker og postdoc-forsker på Cambridge-universitetet. Men forskningsresultaterne er endnu ikke blevet offentliggjort.

En af de bøger, der har været med til at skubbe til kulegravningen af Noldes fortid, er den fine biografi »Emil Nolde – Die Farben sind meine Noten«.

I bogen fastslår forfatteren Kirsten Jüngling, at Emil Nolde allerede i 1934 meldte sig ind i den nordslesvigske afdeling af nazistpartiet. Denne oplysning steder ikke overens med det, som Emil Nolde har opgivet i sine selvbiografier – og heller ikke med det, som Nolde opgav til myndighederne i forbindelse med efterkrigstidens afnazificering.

Kirsten Jüngling skriver, at Emil Nolde trådte ind i den nordslesvigske partiafdeling NSDAP-N uden, at der var nogen ydre grund til det for maleren. Hans anti-jødiske holdninger, som allerede er dokumenteret af historikere, kommer Kirsten Jüngling dog kun i begrænset omfang ind på.

Hun borer i stedet for i Noldes konflikt med den jødiske maler Max Liebermann (1847-1935), der havde en kolossal indflydelse på den tyske kunstverden, da han før nazisternes magtovertagelse var formand for udbrydergruppen Berliner Secession. Nolde og Liebermann kunne hverken døje hinanden personligt eller hinanden som kunstnere. Nolde var den revolutionerende ekspressionist, og Liebermann stadig impressionist. Liebermann kaldte Noldes kast for »noget lort«, og Nolde kaldte Liebermanns malerier for »svage og kitschede«.

Var det kun en generationskonflikt og en uenighed om forskellige stilretninger? Det vil den kunsthistoriske og historiske afdækning måske vise. Emil Nolde skrev i sit andet bind af »Jahre der Kämpfe« indgående om sin uenigheder ikke blot med Max Liebermann, men også med den jødiske kunsthandler Paul Cassirer (1871-1926):

»Jøder har stor intelligens og ånd, men kun lidt sjæl og få kreative evner…. Jøder er andre menneske, end vi er….Gennem deres ulykkelige bosættelse i det ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er der gensidigt opstået en uholdbar tilstand.«

»Die Farten sind meine Noten« er en fin biografi om de mange modsætninger i Emil Noldes liv. En fantastisk historie om en bondesøn, der blev en internationalt anerkendt maler. Kirsten Jüngling citerer fra breve, har researchet i arkiver og talt med eksperter. Vi følger Noldes udvikling skridt for skridt og hans samliv med sin hustru Ada Holde, som døde i 1946, og Jolanthe Nolde, som han var gift med de sidste otte år af sit liv. Men vi mangler at få mere at vide.

Lån bogen på Bibliotek.dk