Efter kærligheden af Ingrid Persaud

Der er langt fra turistbrochurernes glansbilleder af vajende palmer og grillede hummere til den usminkede virkelighed i Ingrid Persauds prisbelønnede debutroman “Efter kærligheden”. Velkommen til Caribien på bagsiden – som heldigvis også har sin charme.

Det starter knugende. Betty må dirrende af angst se til, at hendes berusede mand Sunil mishandler deres søn Solo, endda på hans femårs fødselsdag. Betty prøver at gribe ind, men får et hug med kagerullen, så armen brækker.

Det næste, vi får at vide om Sunil, er, at han er død; vist nok skvattet ned ad trappen i sin brandert.

Der går nogle år, Betty er en attraktiv enke på fyrre, Solo en halvtvær teenager. For at få råd til at blive boende i huset på Simonette Street på den caribiske ø Trinidad har de taget en lejer, den høflige lærer mr. Chetan.

Hvor ville det dog passe fint, om Betty og mr. Chetan kunne danne par. Men ak, han er til mænd, hvilket er en stor skam på de breddegrader – så når han knalder (temmelig eksplicit) i et badeskur med en flot fyr, hvis hudfarve er som “ristet franskbrød”, er han hamrende nervøs.

Betty knalder med Dev, der desværre er gift. Ham har hun mødt ham i bibelkredsen (“Gud er kærlighed”, som hun konstant minder os om), og en aften ender de i hans bil. Dele af hendes hungrende krop ter sig som “en moden mango”.

En skønne dag prøver Betty og mr. Chetan alligevel, om de kan få det til at spille. Hvordan det forløber, skal ikke røbes, men de går virkelig til vaflerne. Bagefter fortæller de hinanden deres største hemmelighed. Og så rejser Solo pludselig til New York, hvor folk som bekendt kan være nogle røvhulsmøgdyr.

Synsvinklen veksler mellem Betty, mr. Chetan og Solo, der hver har sit at slås med. Tænderskærende ensomhed, tabubelagt homosex, indædt cutting (selvskade).

Bogens hyggepludrende tone og det adstadige tempo minder lidt om Alexander McCall Smiths populære serie “Damernes Detektivbureau Nr. 1”. Også her synes stemningerne og den brogede dagligdag vigtigere end handlingsforløbet, personerne er elskelige og har en uforlignelig hang til at trampe rundt i spinaten.

Blot er “Efter kærligheden”, der udspiller sig i et indisk-caribisk miljø, ikke helt så uskyldig. Foruden fysisk kærlighed i mange varianter får læseren et par frække fif til at forbedre de hjemlige karryretter med en habanero og andre gode smage.

Slutningen er rå og usædvanlig, men passer perfekt til en på alle måder usædvanlig bog. De sidste seks ord er velsagtens typisk Trinidad-visdom: “Historien er slut, når tråden brister.”

Lån bogen på biblioteket