Duke, bind 7: det er ikke min verden af Hermann og Yves H.

Med tiltagende gru nærmer den afsluttende kamp mellem de gode og de onde sig. Som i alle andre serier er der visse ting der vil være forudsigelige, alene det at der kommer et opgør er en selvfølge. Og dermed overrasker dette bind ikke på samme måde som sine forgængere; der er visse traditioner der nødvendigvis må overholdes. Men ved at undgå et kæmpe skyderi der gør det af med alle på én gang – det skyderi er faktisk ‘afholdt’ i både bind to og fem, bredes det ud i flere etaper: der er det obligatoriske møde i gårdspladsen hos rigmanden Kings, og herfra bredes skyderiet ud da en delegation stikker af, mens andre forskanser sig på ranchen. De onde må nødvendigvis dø, og det er ikke længere handlingstråde men det rene westernopgør der trækker læsset og sørger for at serien holder sit spændingsniveau. Ergo byder bind syv på en masse bang bang, tegnet så håret står på læserens arme mens blod og lig kastes rundt i panelerne. Som tegner kan Hermann måle sig med de største.

Da det blodige drama er afviklet følger scener der tidsmæssigt ligger måneder efter opgøret. Duke er respektabel borger og ‘ægteman’ (hvorvidt han er gift eller ej, er dog ikke helt klart). Modsætningen mellem de foregående seks binds vold og den her afdæmpede, ikke-truende og ikke-voldelige scene er nærmest rabiat. Duke er som en Lucky Luke, fanget i et mentalt fængsel af  dagligdagens trummerum, tydeligt utilpas. Det er da heller ikke helt sådan historien får lov at slutte, for der går egentlig lidt Lucky Luke i den, for ligesom Luke skal Duke altid videre.

Tak til forlaget for denne syv binds perle.

Lån tegneserien på biblioteket