Dronning Loanas mystiske flamme af Umberto Eco

Der er efterhånden gået 25 år siden Umberto Eco sparkede sig selv ind i den internationale superliga med pletskuddet “Rosens navn”, som – på godt og ondt – derfor også er indbegrebet af alt det, man håber at møde, når man går i gang med en ny bog af denne forfatter.

Igen er det dog lykkedes Eco at skrive en anden bog, end man forventer; denne gang om en antikvarboghandler, der efter et slagtilfælde vågner op og har glemt alle sine personlige erindringer, mens han udmærket kan genkalde sig alt muligt (og umuligt) kulturelt arvegods.

I et forsøg på at indfange sine egne erindringer drager han til sit barndomshjem og genfinder ved hjælp af gamle bøger, blade, plader, frimærker o.l. fragmenter, som sætter ham i stand til at huske sin personlige historie.

Specielt i begyndelsen er bogen meget humoristisk og virtuos i al sin jongleren med litterære hentydninger og citater. Desværre fortoner dette sig efterhånden som de mange illustrationer med alt fra gamle Walt Disney striber til cigaretmærker får (lidt for meget) plads på siderne, men tingene går da fint i hak til sidst.

For nu at afrunde anmeldelsen i samme spor som i starten, må man konstatere, at man som læser nok aldrig får en ny “Rosens navn” fra Ecos hånd. Denne bog er endog langt fra i både emne og handling. Men den er bestemt et spændende bekendtskab alligevel.

Lån på bibliotek.dk