28
1993
978-87-02-06538-1
“Drengen i månen” er en fortælling om månedrengens rejse fra himlen ned til jorden og tilbage igen. Rejsen ned er beskrevet i ni sekvenser, hvor han rejser fra den store måne og helt ned på havets bund. Den store måne har nemlig fået øje på en lille måne dernede på jorden, og det er nu månedrengens opgave at hente den lille måne med op på himlen.
På rejsen møder han en masse ting, som beskrives både sjovt og poetisk. Særlig fint berettes om mødet med en lille pige, der plukker æbler:
“En pige på en stige smed et æble hen til ham. Så kastede han lidt måneguld i hendes hår. Nu ser det altid nyvasket ud. Det var da en sød lille måne, sagde drengen. Og så spiste han æblet.”
Som her med æblet, leges der også andre steder med ting, som kunne ligne månen: en drageflyver, en ballon, en bold, appelsiner. For det er jo månens form, månedrengen kender og genkender.
På bunden af havet finder han et lille spejl og kigger i det:
“Næ, råbte han, det er da den sødeste måne, jeg har set! Den vil jeg ha med hjem!”
Hjemrejsen er komprimeret til en side, og her består teksten af enkeltsætninger, som rent grafisk understreger den lodrette rejse op til den store måne. Den store måne kigger ligeledes i spejlet og glædes over den søde måne, han der ser.
Månemotivet er velvalgt til en billedbog for de små. Mange børn er fascineret af månen og himmelrummet, og som voksen kan man ofte opleve børn kalde på og række ud efter månen.
Bogens format er smalt og rektangulært, og bogens form bliver derfor sammen med tekst og illustrationer betydningsbærende, når den lange rejse ned og op igen fortælles.
Det meget smalle format fungerer virkelig godt her, fordi det ikke bare er et formeksperiment, men netop en faktor, der bærer betydning med sig. Det er Ib Spang Olsen, som har både skrevet og tegnet.
“Drengen i månen” er en vidunderlig bog og kan højtlæses fra i hvert fald 3 år og op.