Døden er en mester af Jette Drewsen

Det er længe siden der sidst er udkommet noget af Jette Drewsen, faktisk otte år. Jette Drewsen debuterede i 1972 med ”Hvad tænkte egentlig Arendse” som er blevet opført som TV-teater. Hun er nyrealistisk og har været med til at sætte sit præg på dansk kvindelitteratur, så det stor forventning jeg gik i gang med ”Døden er en mester”.
Frank Wertheimer er en arkitekt i sit livs efterår, han er gift med Helene som bor i deres landhus, medens han selv lever i en lejlighed i København, travlt med at bekræfte sin manddom ved at forføre unge kvinder. For Frank er det forførelsen der er højdepunktet, medens han helst er fri for det seksuelle, kvinder er så krævende, og Frank er ikke helt den han har været, han er ikke ung længere og helbredet er heller ikke det bedste. Med den smukke Helene er det noget andet, hun lytter til ham når han har brug for det og stille i øvrigt ikke krav om andet end at han betaler hendes underhold og bidrager med status, og så er der jo også hunden, den snakker ikke og den stiller ikke krav, nej den accepterer Frank som han er og ikke som den Frank, han forsøger at vise omverden.
“Døden er en mester” er en god bog, men jeg havde svært ved at komme i gang med den. Den er ikke opdelt i kapitler, men er en lang glidende handling. Sproget er meget velskrevet, til tider skarpt men også med indlevelse og let, man føler at Jette Drewsen leger med ordene. En bog der tegner et fint portræt af en nutidig forfører. Ingen tvivl, hun skriver stadig fremragende.

Lån bogen på Bibliotek.dk