Do I come here often? af Henry Rollins
167
1996
978 0 7535 1040 7
Black Coffee Blues-trilogiens sidste bind minder mest om det første, idet der her er en blanding af dagbogsnotater og interviewartikler udgivet i diverse magasiner. Andet bind var udelukkende dagbøger der handlede om det sidste år for den første inkarnation af bandet Rollins Band.
I ‘Do I come here often’ peger titlen kærligt til den forvirring der hurtigt indtræffer for en kunstner på tour, hvor verden skrumper ind til lufthavne, busture, hoteller og koncertscener. ‘Kommer jeg her tit?’ bliver et spørgsmål det er umuligt at besvare. Ofte ved Rollins ikke hvor han er, og det siger en del for kontrolfreaken Rollins, der i interviews frit fra hoften hidkalder sig datoer på gigs han spillede tilbage i 80’erne. Det kan han stadig.
Det mest underholdende interview er med rock ‘n’ roll pianisten Jerry Lee Lewis der er fuldstændig bindegal. I hjemmet er der et klaver, fuldstændig sønderspillet, med blod på tangenterne. Kommer gæster uanmeldt risikerer de at bliver jaget på porten af en shotgun bevæbnet Lee Lewis. Men musiknørden Rollins er godt forberedt, han stiller intelligente spørgsmål der tvinger Lee Lewis op i gear. Det er et godt interview, hvilket Lee Lewis selv konkluderer.
Bedste indslag er dagbøgsnoterne fra både den katastrofale Lollapalooza-tour, samt den årlige hyldestkoncert i Dublin på årsdagen for Thin Lizzy frontmanden Philip Lynotts død, hvor Rollins ‘synger’ et Lizzy nummer sammen med resterende overlevende Lizzy medlemmer og møder Lynotts mor. Hende skriver han en passage om, hvordan hun må opleve det at sidde til en hyldest for sin afdøde søn. Et dybt indlevet indlæg, hvor enspænderen Rollins viser både reflektionsevne og en dybtfølt empati.
Bogen slutter med en kort reportage fra bandets Spanien tour, og her får vi et sjældent indblik i det venskab der trods alt er på en tour, et emne enspænderen ellers aldrig berører:
“The shows were good. It was strange to be there for only four shows and then pack it all up an go home. So many rituals that you fall into when you tour with the same people year after year. The long running in-jokes and the gig rituals. Like when Theo come backstage and tells us he’s going to the soundboard and he tells us to ‘rock out’. When Tim gives me a fresh mic every few songs and we say ‘Thank you, sir’ to each other every time. And of course, the nonstop awesomeness of our road manager Rick Smith, who just defies categorization and manages to say things every year that will make you blush. A few days in, it’s like we never left the road. On this one, it was weird to be in that sphere for at minute and then to go back home, jilted out of the little world that we make for ourselves every time we go out there.”
