Digte 2014 af Theis Ørntoft

“Digte 2014” starter stille og roligt op, og bliver mere og mere massivt og kompakt, indtil det kulminerer i “Arktisk kommando”, for så igen at fade stille og roligt ud igen. Det er ord og sætninger der er skruet så smukt sammen, at man ikke kan undgå at blive berørt, også selv om meningen fortaber sig i tågerne.
At forstå digtene, ville måske nok tilføje et ekstra lag til oplevelsen, men for mig blev læsningen af “Digte 2014” til en oplevelse som man ellers kun oplever i selskab med et kæmpestort symfoniorkester i en koncertsal.

”Digte 2014” er i den grad en digtsamlingen af sin tid, som er en tid med downloads, breaking news og leakede fotos. En tid hvor der bliver ”spillet pik til Kim Kardashians store røv”, hvor man googler ”9/11 shot from amazing angle” eller bare ser ”Game of Thrones”. Det er en tid, hvor samfundet og politik giver kvalme; ”hver gang jeg lytter til en partipolitiker/får jeg det fysisk dårligt”, hvor jeg’et føler sig som ”slave af min omverdens blik” og ikke forstår ”dem, der sætter børn i verden i dette årtusind”, og hvor ulvene er kommet til Danmark: ”en lang ulvepik op i Danmarks skove/der skal fandme ikke komme ulve herop/de skal bare ikke komme herop/jeg har nok i min egen logrende rygrad”.

Det er en apokalyptisk digtsamling, hvor alting flyder sammen og en dyster stemning hersker:

”jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind/jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum/og se boreplatformene komme sejlende/se dem skyde deres flammer op i mørket”. Dette citat stammer fra digtsamlingen første af fire dele, SORT FREKVENS, som efter min mening er den bedste, med skønne ordsammensætninger som:

”Der lå et par mails da jeg vågnede/fra det jeg formoder var en drøm./En fra Mads i Paris, der skriver/at han er løbet tør for humør, og glæder sig til at komme videre”

og

”mens verden vælter ind gennem mine fem tsunamisanser/og ødelægger alt på sin vej/så skriger en stemme i min hals./Og for enden af halsen sidder munden/tænderne lyser hvidt som måger om en rævegrave”

BØLGE, som udgør anden del, er også virkelig vellykket, med vilde scenarier –

”Jeg har en dør ud til døden som altid står åben./Felix holder hof i køkkenet/han fester med bananfluerne/han tæmmer dem og gør dem rolige/med sin klare stemme/og sine klare dybe øjne” – og smukke billeder, hvor jeg’et og verden glider sammen;

”at blive sunget for af jegets sirener/mens de kæler for hinanden i havet under satellitskyerne/at høre omkvædene drukne i en kommende erfarings bølger/at løbe rundt på kanten mellem menneske og kaos og råbe/der løber en gift i mine år/der løber en gift i mine år/der løber en pulsåre gennem dalen/mod deltaet inderst inde i dagen”.

”Digte 2014’s” tredje del, ELEPHANTOR, er den mindst interessante del. Digtene i denne del er velskrevne og gode, men er ikke helt på højde med resten af digtsamlingen: ”Summen ved bikuber/i en grøn øjenskygge/den voldsomme lysaktivitet/i tiderne omkring mig./Fandt over hængebroen i nat/mellem inde og ude/spejlene gjorde mig angst/for at gå ind i ting”. Det er godt, men ikke helt så “wauw” som resten af bogen. Heldigvis kommer den fjerde og sidste del, ARKTISK KOMMANDO, igen med skønne beskrivelser som ”Citrusagtige fornemmelser/som om jeg har krydset en flod af kanyler” og overvejelser som ”hvem ved, om ikke Assads død/bliver hvid og tyk som modermælk og oversvømmer hele verden”.

Ingen tvivl om, at ”Digte 2014” skal læses. Nu.

“Digte 2014” kan noget, som stor kunst kan – nemlig, at skabe oplevelser på flere planer.

Lån bogen på Bibliotek.dk