Digte 2014 af Theis Ørntoft

Indrømmet – jeg har et underligt forhold til digte. Jeg har ikke tidligere beskæftiget mig med dem og forstår dem ikke, men er alligevel på det seneste begyndt at læse flere og flere af slagsen – og jeg er hooked!

Theis Ørntofts “Digte 2014” måtte jeg bare læse. Digtsamlingen blev alle steder rost til skyerne, så den blev nødt til at finde hjem på min bogreol. Nu har jeg så læst den, og er fuldstændig blæst bagover i benovelse. Jeg fatter ikke en meter af det jeg læser, men hvor er det dog blændende smukt alligevel.

Digtsamlingen, der er opdelt i fire afsnit; “Sort frekvens”, “Bølge”, “Elephantor” og “Arktisk kommando”, indeholder en lang række digte af forskellig længde. Hvert digt indeholder ét eller flere billeder, eller metaforer, eller hvad man nu vil kalde det. Med enkelte undtagelser, forstår jeg ikke billederne, og de fik mig jævnligt til at tænke på Salvador Dali’s surrealistiske malerier – dem forstår jeg heller ikke, men synes alligevel de er smukke.
“Digte 2014” starter stille og roligt op, og bliver mere og mere massivt og kompakt, indtil det kulminerer i “Arktisk kommando”, for så igen at fade stille og roligt ud igen. Det er ord og sætninger der er skruet så smukt sammen, at man ikke kan undgå at blive berørt, også selv om meningen fortaber sig i tågerne.
At forstå digtene, ville måske nok tilføje et ekstra lag til oplevelsen, men for mig blev læsningen af “Digte 2014” til en oplevelse som man ellers kun oplever i selskab med et kæmpestort symfoniorkester i en koncertsal.

“Digte 2014” kan noget, som stor kunst kan – nemlig, at skabe oplevelser på flere planer.

Lån bogen på Bibliotek.dk