Det store stilehæfte af Agota Kristof

I 2017 genudgav forlaget Rosinante Agota Kristofs romantrilogi bestående af “Det store stilehæfte”, “Beviset”, og “Den tredje løgn” i ét samlet værk. I den forbindelse hørte jeg bogen omtalt i radioprogrammet “Skønlitteratur på P1”, hvor der også var indlagt oplæsning af korte uddrag bogen. Herefter var der ingen tvivl om at jeg blev nødt til at læse bogen. Det har jeg nu gjort, og tænker at Agota Kristof bør være pligtlæsning for alle der kan læse. Når man har læst bogen, bør man glemme at man kan læse, for det vil aldrig blive det samme igen.

En mor afleverer sine tvillingedrenge hos deres mormor langt ude på landet. Krigen hærger, og det er farligt for drengene at bo i den store by. Tvillingedrengene, Claus og Lucas, er romanens vi-fortæller. Der skelnes ikke mellem hvem der er hvem, og de to drenge bliver en enhed – selv bogstaverne i deres navne er ens. Krigen, landet og byerne forbliver navnløse gennem hele fortællingen. Man fornemmer at vi er i Østeuropa under og efter 2. Verdenskrig, men vi ved det ikke. For lande og byer betyder ikke noget for krigens rædsler og krigens følger. Rædslerne og smerten er universel for dem der har oplevet, og stadig oplever krigen, uanset hvilken.

Gennem bogens tre romaner, kommer vi ind under huden tvillingerne. Vi følger dem sammen og hver for sig, og jo dybere vi kommer ind i historien, jo mere bliver vi i tvivl om hvad der er op og ned på det hele. Sandhed, løgn, bedrag og vanvid, flyder ind og ud mellem hinanden, og man er aldrig helt sikker på hvad der er hvad. Det hele drejer sig om overlevelse, koste hvad det vil – og det gør det så.

Især bogens første roman, “Det store stilehæfte”, er blottet for følelser. Alt gengives iskoldt og faktuelt. I begyndelsen virker det underligt, men efterhånden som historien om drengene, deres ondskabsfulde mormor (kaldet Heksen) og den altoverskyggende krig skrider frem, er denne iskolde fortællestil i den grad med til at understrege historiens alvor. Netop fraværet af følelser, understreger krigens grusomhed og livets hårdhed for dem der lever i dens skygge. Og netop fordi fortællingen skrider frem i korte letlæselige afsnit, uden unødvendigt fyld, bliver der så meget plads til læserens egne følelser og tanker, at man selv bliver en del af historien. Jeg har læst en del bøger der foregår under diverse krige, men jeg har aldrig læst noget så fantastisk og smukt som denne bog – og jeg har aldrig læst noget så forfærdeligt og grusomt.

Agota Kristof, der selv flygtede fra Ungarn under revolutionen i 1956, slår med dette værk fast, at litteratur kan være kunst, meget stor kunst.

Tak til Rosinante for genudgivelsen.

Lån bogen på Bibliotek.dk