Det mystiske bibliotek af Haruki Murakami

Kultforfatteren og den evige nobelpriskandidat Haruki Murakami udkommer i Danmark med en ny, gammel bog – “Det mystiske bibliotek” – der første gang blev udgivet i Japan i 1983.

Bogen er fyldt med de særlige elementer, som har opnået mytisk status blandt millioner af fans verden over:

Biblioteket … en vigtig måne … en høflig hovedperson af hankøn … en smuk pige … appetitvækkende retter … tavs kommunikation … en figur, der omtaler sig selv i 3. person … får … og væg til væg magisk realisme, hvor flere verdener eksisterer side om side.

Også stilen er umiskendelig Murakami: “Nymånenatten skred frem, tyst og langsomt som en blind delfin.”

Kort om plottet… En dreng besøger det lokale kommunebibliotek for at aflevere et par bøger og måske låne et par nye. Om skatteinddrivelse i Osmannerriget!

En grum, gammel bibliotekar er så frygtindgydende, at drengen ikke tør andet end at følge med, da den gamle fører ham ned i labyrintiske gange under biblioteket, hvor han til sidst havner i en fængselscelle.

Hans fangevogter, en forskræmt mandsling klædt ud som et får, røber, at den grusomme bibliotekar har planer om at spise drengens hjerne, når den om en måned er fedet op med alt det lækre stof om tyrkiske skatteopkrævere.

Fra dette punkt skal ikke afsløres mere om den surrealistiske handling, blot at der (heldigvis) ikke er tale om en drøm. Det er, som altid hos Murakami, blodig alvor.

Men, men, men… “Det mystiske bibliotek” er en 98 sider kort bog med tekst til højst to timers læsning. Cirka halvdelen af pladsen optages af Kamila Slocinskas skæve og spøjse illustrationer, der beklageligvis ikke ejer skyggen af den særegne poesi, der emmer ud af teksten i Mette Holms vidunderlige oversættelse.

I disse identitetspolitiske tider er det pudsigt, at forlaget Klim har godkendt en form for tegnet yellow facing. Hvide mennesker, der optræder som asiater. Ingen af de tegnede figurer i bogen kunne gå for at være japanere, selv om Murakamis persongalleri altid kommer fra den opgående sols land.

Et nok så væsentligt kritikpunkt er, at Klim betegner “Det mystiske bibliotek” som skønlitteratur – utvivlsomt i håbet om, at Murakamis tusinder af voksne fans vil købe den tynde tryksag – mens den korrekte betegnelse bør være en børnebog for 10-årige og opefter.

Misforstå mig ret. Som inkarneret Murakami-fan er jeg glad for at have læst bogen, men jeg har også fået den tilsendt gratis. Du, derimod, skal hoste op med to hundredmænd for et par timers dystert selskab med en halvgrim børnebog. Det tangerer uredelig markedsføring, Klim.

Lån bogen på biblioteket