Det lukkede rum af Maj Sjöwall og Per Wahlöö

Krimier med temaet omkring det lukkede rum skulle være klassisk. Hvordan kan en person være myrdet, når døre og vinduer er låst indefra? Underligt nok er denne bog den eneste jeg kender i den genre.

Kriminalkommissær Martin Beck er efter lang tids sygdom vendt tilbage på sit arbejde som chef for Rigsmordkomissionen i Stockholm. Han starter stille op med et mord, der først bliver betragtet som et selvmord, da den døde var låst inde, men Beck får snart redt trådene ud på det foregående elendige politiarbejde, der er gjort. Beck er endelig flyttet fra sin kone og bor nu alene i en lejlighed. Lige meget hvor han er, føler han sig også indelukket, ensom. Drømmer den samme triste drøm igen og igen. Faktisk har han ikke følt sig optimistisk siden 1968. Han lever i sit eget lukkede rum.

Bogen starter egentlig med et bankrøveri med dødeligt udfald, og resten af Becks kolleger, Kollberg, Larsson og Rönn arbejder på sagen under statsanklageren Bulldozer Olson, mens Beck går stille rundt og forsøger at opklare ‘det lukkede rum mysterium’ alene.

Jeg har læst de 10 bøger mange gange, men det er ved at være flere år siden, så i Bjarne Nielsens fine nyoversættelse, får jeg et helt nyt syn på romanerne. ‘Det lukkede rum’ var jeg i sin tid ikke specielt begejstret for, dertil var handlingen lidt for langsom og trist. Men med årene har jeg ændret mit syn på kriminalromaner, og stræber nu efter de virkelighedstro og stille fortællinger. Alligevel får jeg en lidt ambivalent fornemmelse af denne bog, men det beror sig mest på det overdrevne samfundskritiske aspekt, som de stærkt venstreorienterede forfattere fylder meget af bogen med. Det bliver næsten for meget denne gang. Hvis man skal tro dem, så levede alle Stockholms beboere i frygt i 1972, hvor bogen foregår. I øvrigt lever de af kattemad. Politiet bliver fremstillet som rene idioter, måske på nær Beck og hans kolleger. Politiledelsen er militant og mottoet er, at intet må slippe ud, når de begår fejl efter fejl.

Modsat er bogen også hylemorsom. Fremvisningen af bankens overvågningskamera i kapitel 9 er uforglemmelig, ligeledes kapitlet hvor politiet stormer bankrøvernes lejlighed. Samtidig er Becks opklaringsarbejde altid en fornøjelse at følge, og forfatterne lader ham da også endelig møde en kvinde, der pludselig får ham til at møde nynnende ind på arbejde.

Håkan Nesser, der selv var venstrefrelst i ’72, har skrevet et udmærket forord. Jeg ville dog helst have læst det som efterord, da lidt for meget af bogens indhold bliver røbet. Han nævner i øvrigt Bo Widerbergs filmatisering af ‘Den afskyelige mand’ (‘Manden på taget’, 1976) og kalder den genial. Jeg var som barn meget betaget af filmen, men da jeg for nylig genså den, var den aldeles rædselsfuld, underligt som tiden arbejder.

Lån bogen på bibliotek.dk