467
2015
978-87-12-05043-8
You Should Have Known
“Uanset af hvilken grund – formentlig var det rent tilfældigt – var Grace Reinhart Sachs blevet født med anlæg for social iagttagelse og indsigt.”
Denne gave bruger hun dagligt i sit job som terapeut, og sine erfaringer fra de mange samtaler gennem 15 år i jobbet har hun brugt 2 år på at nedfælde – hendes bog “Det burde du have vidst” er lige på trapperne.
“Og når jeg lytter til de kvinder, tænker jeg altid: “Du har vidst det lige fra begyndelsen”. Hun ved, at han aldrig vil holde op med at kigge efter andre kvinder. Hun ved, at han er ude af stand til at spare op. Hun ved, at han er nedladende over for hende – den allerførste gang, de taler sammen eller når hun præsenterer ham for sine venner. Men så fortrænger hun det på en eller anden måde. Hun lader sine førstehåndsindtryk, sin underliggende viden, vige for noget andet. Hun overbeviser sig selv om, at hendes intuitive indtryk af en mand, hun knapt nok kender, slet ikke passer..”
Første del, “FØR”, handler om udgivelsen af hendes bog, med interviews og fotos til bladene, samt forberedelser til et velgørenhedsarrangement på hendes søns skole – man får et indtryk af overfladiske veninder, sladder, snobberi og rige forældre på skolen. Selv lever hun på 18. år sammen med sin idealmand, Jonathan, der er børneonkolog og har viet sit liv til kræftsyge børn og deres pårørende. Sammen har de sønnen Henry på 12 år, som går på samme privatskole som Grace selv gik på, de bor i den lejlighed, hendes forældre har boet i. Alt er den rene idyl – lige indtil den dag Graces teorier rammer hende selv i nakken med stor kraft.
I anden del, “UNDER”, tager begivenhederne fart, og spændingen stiger. En ung kvinde, mor til to (en dreng på skolen og en spæd datter), bliver fundet myrdet. Samtidig er Jonathan forvundet – Grace ved ikke hvor han er, hun tror nok han er på en konference, men da hun ringer til ham, finder hun hans telefon gemt i soveværelset. Politiet kommer og stiller hende en masse spørgsmål – og da Jonathan hverken dukker op eller giver lyd fra sig, begynder hun at tvivle – er han slet ikke den mand hun troede, han var? – og burde hun have vidst det?
Første del virkede lidt langtrukken i sin overfladiskhed, men den har et formål som kontrast til det, der sker i anden del.
Jeg skal ikke afsløre, om Grace har taget fejl af Jonathan – eller om der er en helt anden forklaring.
Jeg kan kun sige, at bogen fra og med anden del holdt mig fanget – den blev læst over en weekend, og jeg kunne næsten ikke holde pauser fra læsningen. Lad være med at stille for mange kritiske spørgsmål til, om den nu også er realistisk (det mener jeg faktisk slet ikke den er), men nyd den for spændingen og underholdningen – det er en rigtig ægteskabsgyser!