0 kommentarer

Der findes hunde… af Ulrik T. Skafte

af d. 28. april 2012
Info
 
Sideantal

32

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7090-797-2

 

“Der findes hunde..” er en brugsbog for de mindste om hunde og hvordan man omgås hunde. På hvert opslag præsenteres en hund med et fremtrædende karaktertræk. Der findes for eksempel “fjollede hunde.. som du kan lege og tumle med dagen lang” eller “Der findes hunde, der gør.. når de skal passe på huset eller hører underlige lyde i haven”. Det er en meget praktisk anlagt introduktion til børn, der ikke selv har hund og derfor ikke er vant til dem. Børn uden hund i hjemmet er ofte slet ikke klar over at hunde er forskellige. Så når naboens lille hund lige er sprunget op af det lille barn, ved hun ikke, at det langt fra er sikkert at den store hund gør noget lignende. “Der findes hunde..” vil være en god måde at indlede en snak om hunde med børn.

Tegningerne står Lars Munck for og det gør han morsomt med en dejlig varm streg. På nær den sovende hund og den arrige lille hund har de alle godmodige og let forbløffede øjne. Det er nogle meget venlige tegninger, som giver læseren det indtryk at tegneren krammer en hund, hvis han får chancen.

Forlaget Turbine har slået sig sammen med Dansk Kennel Klub om udgivelsen og bagerst i bogen giver adfærdskonsulenten Lise Lotte Christensen fra Dansk Kennel Klub 10 råd om hvordan man omgås hunde. De er alle sammen holdt i den advarende tone, så jeg mangler faktisk et par råd om, hvad børnene GODT må i forhold til hunde.
Som bonus reklameres der for Projekt Barn & Hund, hvor erfarne hundefolk tager ud på skoler og i børnehaver og underviser i, hvordan man behandler hunde – og dermed kan undgå uheldige episoder.

“Der findes hunde…” er helt klart en billedbog der vil gøre sig bedst i børnehaven. Det er en lille fagbog, som kan komme masser af børn til gode i en institution, men som nok hurtigt vil blive læst færdig hjemme hos den enkelte familie.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter