364
2005
87-7714-758-8
The Last Templar
I et spektakulært røveri fra et New York’sk museum slipper fire korstogsklædte riddere af sted med en del kostbarheder, heriblandt et skrin til afkodning af gamle dokumenter fra middelalderen.
Selv om opklaringsarbejdet lægges i hænderne på FBI i samarbejde med en udsending fra Vatikanet, står det hurtigt klart, at den rævesnu skønhed, arkæologen Tess Chaykin, er bogens heltinde, som får et vist modspil fra den lidt for pæne FBI agent Sean Reilly.
Efter Dan Browns megasucces med “Da Vinci mysteriet” er der ikke noget at sige til, at Raymond Khoury, der ifølge flapteksten hidtil har ernæret sig som arkitekt og manuskriptforfatter, prøver at koge en ny suppe på de stort set de samme legender.
Håndelaget fra film og TV er umiskendeligt, for der zappes konstant i handlingen. Kun få kapitler er på mere end fire sider (mest vanvittig virker denne tendens på s. 54-55), og de hyppige sceneskift, som muligvis er et publikumskrav i actionfilmens verden, gør at det er svært at blive engageret i bogens handling.
Nu og da zappes der så helt tilbage til årene 1291-1314, hvor hele forhistorien for Tess’ og Sean’s skattejagt skal findes, men disse afsnit har en underlig umotiveret placering hist og pist og er ofte gabende kedsommelige.
Personligt havde jeg mest svært ved at goutere bogens hovedskurk, som ikke blot har ni liv, men også virker som en tegneserieskurk snarere end en person, man ville støde på i virkeligheden. Denne dobbelthed ses, når forfatteren gang på gang lader ham skifte psyke og reagere på måder, som ville få Freud til at le (eller græde!), men som under alle omstændigheder gør ham sært uvedkommende.
Da denne bog på mange måder er “Da Vinci mysteriet” om igen, vil jeg også gentage mig selv og anbefale, at man i stedet læser Umberto Eco’s “Foucaults pendul” (se anmeldelsen her i Bogrummet). Eco’s bog har nemlig alt det, som hverken Khoury eller Brown formår at fylde i deres letfordøjelige actionbrag. Men de to herrer tjener jo nok til terminen alligevel…