408
2022
9788772386898
1. udgave
Vi er lige i starten af coronaepidemien, da Sallys mand Walter bliver syg og dør som følge af coronaen. Sally mødes med Walters advokat, og får den nedslående besked, at Walters forretninger ikke gik så godt som hun troede – faktisk er hun nødsaget til at sælge huset i Risskov, men sommerhuset på Djursland, tæt ved hendes barndomshjem, står i hendes navn, så der kan hun bo, i hvert fald indtil videre.
Hendes barndoms- og ungdoms soulmate, Silas, er flyttet tilbage til Djursland fra sit slot i Frankrig, han er blevet en anerkendt kunstner. De har ikke set hinanden i ca. 25 år, men nu mødes de igen, det slår gnister mellem dem – men samtidig ribber det op i fortrængte minder.
Som 15-årig blev Sally voldtaget, hun blev fundet afklædt og mishandlet i en grøft. Selv kan hun intet huske – hun blev fyldt med medicin og lå længe på hospitalet – men vidneforklaringer betød, at Silas blev dømt for voldtægten og kom på en ungdomsinstitution. De ved begge, at det ikke var ham, der var den skyldige.
Snart får pressen kendskab til deres forhold og begynder at grave i den gamle sag. Det samme gør Sally – for der er aldrig blevet talt om, hvad der skete, og nu vil hun have vished. Samtidig finder hun ud af, at Walter har løjet for hende – og der er flere andre, hun ikke kan stole på. Kan hun stole på Silas – og kan de finde hinanden igen efter alle de år?
Bogen er mest af alt en kærlighedsroman, men Egholms krimigen fornægter sig ikke – der er både en gammel voldtægtssag og et nyt mord at opklare, og bogen er lige så spændende som en krimi. Den er velskrevet og let og hurtigt læst. Som altid i Egholms romaner er der et aktuelt emne bygget ind i romanen – her er det coronaen, som jo nok har påvirket os alle på en eller anden måde.