Den niende kreds af Morten Sabroe

Bogens unavngivne hovedperson (jeg kalder ham MS) savner sin unge kone, som forlod ham for halvandet år siden – forsvandt simpelthen. En fremmed ung kvinde ringer en aften og lokker ham hen til en adresse, hvis han vil møde “hende” igen. Her er han ved at blive kørt ned og samles så op af bilens kvindelige fører, som kører ham til et noget usædvanligt hus, hvor han siden oplever mystiske ting, som skal bringe ham nærmere “hende”.

Mere interessant er det dog, hvad MS fortæller om sit forhold til sin bitre og hadefulde, nu afdøde mor, sin halvbror, som fortæller ham en grusom sandhed og til sidst også sin far, som han får stor lyst til at dræbe. Uafsluttede relationer, som MS forsøger at skabe sammenhæng i.

Titlen “Den niende kreds” refererer til Dantes helvedesvision og bogen er en mærkelig blanding af drømmefantasi og selvransagelse. Jeg tror Morten Sabroe skriver for at forstå, søge en forklaring på hvad, der har gjort ham til den, han nu engang er. Og det er jo godt for ham, at han i bogen ender med at nå en afklaring, der kan frigøre ham fra Gabrielle, den unge kvinde, som han har følt sig så bundet til.

Men i mine øjne er det en falskhed, i sit endelige regnestykke gør han hende kold, fjern og uopnåelig, en figur som hans mor, der valgte at vende verden ryggen i bitterhed over sin mands rædselsfulde svigt.
Hans mor havde sine grunde; men det havde Gabrielle jo faktisk også. Da det gik op for MS, at han havde giftet sig med en kvinde, som lignede hans mor, valgte han utroskaben, et parallelt, hemmeligholdt liv – ligesom sin far – og Gabrielle valgte derefter at forlade ham – ligesom hans mor forlod hans far! Var det ikke MS, som projicerede nogle egenskaber over i Gabrielle, som slet ikke hørte til dér? Lod han ikke bare et forsinket (for sent) opgør med sin mor ødelægge sit ægteskab?

Selvfølgelig forandrede det Gabrielle at blive bedraget. Troede MS virkelig, at hans illoyalitet ikke ville få konsekvenser? Blev det lettere for ham at se sig selv i øjnene, da den svigtede hustru ikke længere lignede den person, han forelskede sig i?

Jeg har svært ved at se, at MS har nogen grund til at føle lettelse over det endegyldige brud ved bogens slutning – det sidste svigt! Personligt ville jeg ikke give ham nogen syndsforladelse… Selv om jeg kan have nok så megen forståelse for hans problematiske opvækst, så er han en røv og en ynk! Det er kun beklageligt, at MS ikke er i stand til at erkende sit eget ansvar…

Lån bogen på bibliotek.dk