281
2003
87-621-0413-6
The Curious Incident of the Dog in the Night-Time
På den ene side vil jeg gerne fortælle at Mark Haddons roman om det 15-årige matematisk-logiske geni, autisten Christopher Boone er den mest ualmindelige bog jeg længe har læst. Men beskrevet som ualmindelig, risikerer bogen at fremstå som udenfor almindelig rækkevidde og derfor svær at forstå. Det ville være komplet misvisende, for historien kører ud af et yderst simpelt spor som selv et barn vil få en masse ud af.
Christopher er autist og barn og naboens hund Wellington er lige blevet myrdet med en greb. Og han kunne godt lide hunden, så mordet skal opklares. Christopher lyver ikke, afskyer gul og brun og ville allerhelst være astronaut, hvis han altså havde cockpittet for sig selv. Ligesom regnestykker, skal det hele med – tager hans hjerne en forklarende afstikker, tager han os med.
“Den mystiske sag om hunden i natten” er sat med store luftige typer. Bogen er fyldt med afbildninger, fremhævede ord, diagrammer, logiske talrækker samt lister, kort og plantegninger. Han deler alt med sine læsere og viser os hjælpsomt de ting som er svære at forklare og forstå.
Problemet – og det som gør historien så forbandet interessant – er at han gang på gang støder ind i denne verdens sociale ligninger som er spækket med ubekendte og variable følelser og menneskelige relationer.
“hvis man lukker munden og trækker vejret højlydt gennem næsen kan det betyde at man er veltilpas, at man keder sig, eller at man er vred og det hele afhænger af hvor meget luft der kommer ud af næsen, og hvor hurtigt og hvilken form ens mund har når man gør det, og hvordan man sidder, og hvad man lige har sagt forinden og hundrede andre ting der er for komplicerede til at man regne det hele ud på få sekunder”
Læs Mark Haddons ualmindelige bog.