Den lykkelige Prins og andre eventyr af Oscar Wilde

De fleste af os vokser med H.C. Andersens eventyr. Vi elsker de fortryllende historier, det smukke sprog og tilstedeværelsen af både munter finurlighed og inderlig sørgmodighed. I slutningen af 1800-tallet udgav Oscar Wilde en lille samling eventyr. Han har udtalt, at han var vild med Andersens eventyr og følte sig meget inspireret af dem, hvilket man tydeligt kan mærke, når man læser disse fem fantastiske eventyr.

En af de ting, der adskiller kunsteventyr fra folkeeventyr er sproget, der er mere kompliceret og fyldt med symboler, flotte vendinger osv. Og er der en, der mestrer dette, må det være Wilde. Hans digte er efter min mening blandt de bedste og denne sproglige genialitet afspejler sig i hans eventyr. Til tider kan man helt glemme, at man er ved at få fortalt en historie og bliver helt fortabt i det poetiske sprog.
Selv om mange er Andersens eventyr har sørgelige elementer (nogle rigtig sørgelige elementer), er de fleste muntre og alt i alt nogle, der har en positiv effekt på læseren. I modsætning til dette, synes jeg Wildes eventyr efterlader læseren i et lidt melankolsk humør. Det, der fik mig til at smile, var det overvældende fantastiske sprog. Dette får mig til at overveje, om man overhovedet kan kalde de fem eventyr for børneeventyr. Naturligvis kan de sagtens læses af børn, men de rummer en alvorlighed, der minder mere om noget, der hører voksenverdenen til og derfor er eventyrene måske i højere grad vokseneventyr.

“Den lykkelige prins og andre eventyr” er svær at finde noget negativt at sige om. Selv om det blot er fem eventyr anser jeg samlingen som et mesterværk. Det er så stort, smukt, inderligt, bevægende, overvældende og bedre end andre eventyr, jeg har før har læst.

Lån bogen på Bibliotek.dk