Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt af Jonas Jonasson

En rigtig balladebog,  ren Olsenbanden-stil!  Jeg klukkede flere gange undervejs og hyggede mig rigtigt med denne ”gale” bog.

Historien er såre enkel – Allan Karlsson er få måneder før sin 100 årige fødselsdag endt på et plejehjem, og han er ikke ret gode venner med forstanderinden, der er noget af en regelrytter. Stå-op-tider, gå-i-seng-tider, spise-sundt, gøre-dit-gøre dat. Da plejehjemmet på hans 100-års fødselsdag vil fejre ham med reception og tale, springer han ud af vinduet og forsvinder – for han trænger sådan til en dram.

Undervejs får han ved en pludselig indskydelse stjålet en kuffert fra en forbryder  – kufferten indeholder 50 millioner kroner, og den vil forbryderen og hans kumpaner rigtig gerne have tilbage. På flugt fra plejehjem og forbrydere, møder Allan Karlsson en broget skare skøre mennesker og en enkelt elefant, og det ene skøre indfald efter det andet lægger sig som en perlerække fra plejehjemmet og frem til Allan.

Politiet står på bar bund – hvor er den 100 årige blevet af? Er han blevet bortført eller har han slået sig sammen med forbryderne?

Et vanvittigt eventyr, hvor vi undervejs får Allan Karlssons brogede og sjove livshistorie.  Forfatteren har spundet et helt igennem utroværdigt liv for Allan. Han lader ham deltage i opfindelsen af atombomben, være gode venner med Maos kone, drikke dus med Harry Truman, redde Winston Churchills liv, undslippe Gulag-lejren og spadsere gennem Nordkorea, hvor han blandt andet tager 9-årige Kim Jong Il på skødet.

Så lidt historieundervisning er der også undervejs, nok mest i den fantasifulde afdeling.

Det er en rigtig skæg bog, som jeg godt kan forstå man har filmatiseret. Filmen har jeg til gode.

Den udgave, jeg læst var forsynet med en bogmærkestrop – faktisk en rigtig god ting, som man ikke ser på mange bøger i dag. Men bogen er også noget for sig selv!

Forordet: Ingen var bedre til at tryllebinde sine tilhørere end morfar, som han sad der på skrønebænken, lænet lidt frem over stokken og med munden fuld af snus. ”Jamen passer det, morfar?”, måbede vi børnebørn. ”Dem, der kuns siger noget, der passer, de er itt’ værd å hør’ på, svarede morfar. Denne bog er tilegnet ham. Underskrevet Jonas Jonasson.

Sikke en morfar!

Lån bogen på biblioteket