256
2019
9788799928262
1. udgave
Den gyldne skriftrulle, er første bind i en triologi om den tolvårige Sofie. Sofie bor sammen med sin lillebror, mor og far. Til hendes fødselsdag kommer hendes onkel Felix, der er spion, på besøg, desværre bliver han hurtigt kaldt ud på en ny mission. Sofie holder meget af sin onkel, og da han ikke vender tilbage som lovet, bliver hun bekymret. Det bliver ikke bedre da hun modtager et opkald fra en fremmed mand, der truer med at hvis hun vil se sin onkel i live igen, skal hun levere hvad der tilhører ham. Sofie sætter sig for at hjælpe sin onkel, men det er en opgave hun ikke selv magter, så hun må alliere sig med sine venner. For Sofie bliver det starten på en rejse der vil forandre hendes liv for altid.
Det er en fin fortælling der ligger til grund for bogen, men der går i min optik for lang tid inden der kommer rigtig skred i handlingen. Jeg er bange for at mange børn taber lysten undervejs, vi lever jo i en tid hvor iPad og PC leverer masser af action, og det kan være noget af en udfordring, at flytte børn derfra og over i bogens verden. Jeg går dog ud fra at det skyldes at Kenneth Hedelunde gerne vil præsentere bogens aktører og deres baggrund ordentligt. Så hvis de to næste bøger i trilogien fortsætter i samme tempo som sidste halvdel af Den gyldne skriftrulle, vil vi her i huset glæde os til at læse videre. Bogen er målrettet 8-12 årige, og hos os har vi brugt den som højtlæsning, og den var også fin underholdning for oplæseren.
Kenneth Hedelund (1992) er født i Svendborg men vokset op i Rudkøbing. Kenneth havde som lille forskellige diagnoser, så han fik førtidspension som 18-årig, og blev endelig rigtigt diagnoseret som 23-årig med infantil autisme. Kenneth Hedelund skriver fantasy-romaner og har startet sit eget forlag, Forlaget Bloch, i april 2017, hvor han efterfølgende udgav Trolddommens gave (2017).