Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid
2023
I en storby, der fint kunne være inspireret af Jullerup færgeby, trues dyrerne ved havnens slumkvarter af hjemløshed. Deres huse rives ned, mens den lille Timo ligger dødsyg hen midt i al virakken og mangler et medikament der kun findes i æventyrlandet Balanka – hvor et par af de gamle dyr engang har forsøgt at nå til. I stedet for at slås imod byens forandringer, arbejder alle slummens dyr på at bygge den fantastiske bus, som skal være deres base under rejsen til Balanka.
Hele 15 år har det Strid arbejdet med Den fantastiske bus, og den er monstrøs – 38 cm bred og næsten ligeså højden. Svær at sidde med, til gengæld giver dimensionerne store brede og detaljerede panoramaer, hvor små nysgerrige læsere kan gå på opdagelse.
Det er en atypisk Strid, da den hverken er særlig morsom eller gakket, men bæres oppe af en stemning af samfundskritisk alvor. Kun momentant stikker humor og gak hovedet frem. Til gengæld er det stort æventyr, mest æventyrligt måske da bussen flyvende gennem skyerne får en håndsrækning af et flok meget syret udseende og kitschede guder. Guderne understreger Strids evner som tegner, der glimtvis når op på siden af Crumb og Lööf med hensyn til at kunne skabe en rumlig fornemmelse. Tjek køkkenet hos vores fortæller, det er tæt på Pelles køkken i Lööfs ‘Pelles lommelygte’.
Samfundskritikken synes denne gang vendt mod Kina, via en tøjfabrik hvor de ansatte rejser til langvejs fra og bor under slavelignende forhold. Imens er deres børn uden forældre. Der er også en parallel til Kina i nedrivningen af havnens boliger i bogens indledning. Det samme foregår i stor stil i Kina.
Der er over hele fortællingen en følelse af forhastet ræs. Scenarier afvikles uden op- og nedbygninger, og der bliver sjældent tid til at runde ordentligt af. Da først bussen når frem til Balanka, slutter den store bog lettere abrupt. Der er ikke mange løser ender at runde af, kun den ene med maskinen som aldrig blev startet, så derfor slutter det da løven Tolstoj monterer den manglende dimsedut der manglede for 25 år siden. Dermed er det historien forbi. Og Tolstoj vækker undren, for han, “der aldrig har været så lykkelig som nu”, sidder med en joint og et træt og udjasket ansigt. Lykkelig virker han ikke. Måske et billede på Strid selv efter 15 års kreativ kamp?
I forhold til fortællerens hidtidige produktion, er Bussen pænt sagt på det jævne. Den er et grafisk udstyrsstykke, men historien fremstår fragmenteret, og der mangler dybde i sidefortællingerne.
