Den eneste historie af Julian Barnes

På forsiden af bogen er titlen “Den eneste historie” streget ud og erstattet af – de samme tre ord. Sådan former Pauls erindringer sig nemlig. Det ene øjeblik ser sandheden ud på én måde, hvorefter års erfaringer og efterrationaliseringer ændrer synet på det, der lignede sandheden, hvorefter endnu nogle års forløb får ham til at indse, at de oprindelige tanker måske alligevel var gode nok. Eller hvad?

Hvad er sandt? Og hvad er en erindringsforskydning? Eller en fejltolkning?

I et mange gange tilbagevendende tilbageblik (eller en fantasi) hænger Susan ud af et vindue, og kun Pauls kraftesløse arme forhindrer, at hun styrter til jorden. Hun ender med at falde, og Paul bebrejder hver gang sig selv at have sluppet hende. Indtil han meget senere i livet overvejer, om det ikke var hende, der trak ham ud af vinduet, så de begge endte med at styrte.

Erindringsglimtet eller fantasien kunne være en metafor for, hvordan Susan og Pauls liv udvikler og afvikler sig.

De mødes i starten af 1960’erne, han er 19, hun er 48 og har mand og to piger, der begge er ældre end Paul. Stik mod alle odds og den kolossale aldersforskel bliver de to elskere, og de ender med at flygte fra den lille, omklamrende provinsidyl til storbyens beskyttende, men også deprimerende anonymitet. Snart begynder Susan at drikke.

Bogen falder i tre afsnit. Den charmerende, inciterende indledning, hvor kærligheden overvinder alt, og man som læser lader sig forføre af Julian Barnes’ elegant sansede virkelighedsflugt.

I andet og tredje afsnit skifter synsvinklen fra 1. person til 2. person til 3. person. Afstanden til fortælleren og hans historie øges bevidst i takt med, at Susan og Pauls forhold bliver mere og mere ubærligt.

Som altid skriver Barnes’ veloplagt og psykologisk indfølt, og som det fremgår, præsenteres vi for en ret gribende historie. Personligt kunne jeg dog godt have undværet tredje afsnit, hvor tristessen trækkes i langdrag, og man er lige ved at glemme, hvor dejligt det hele startede.

Men dette forbehold er muligvis bare en naiv romantikers ærgrelse over, at omkostningerne ved det, der i tilbageblik viser sig at være en dårlig beslutning, skal være SÅ graverende. Hvorfor kan enhver god historie – og livet – ikke altid have en happy end?

Julian Barnes er efterhånden selv en ældre herre. Måske er det forfatterens egen aldersbetingede misantropi, han her vælger at berige sine læsere med?

Lån bogen på Bibliotek.dk