De voksnes rækker af Anna Grue

Hvor er det et dejligt gensyn med Italiensvej, som Anna Grue giver læseren i ”De voksnes rækker”. Efter at have slugt forgængeren ”Italiensvej” i store grådige mundfulde var forventningen til efterfølgeren store.

Bogen kan godt læses som en selvstændig bog, men glæden ved at kende optakten til bogen er så stor, at man skal unde sig selv at læse ”Italiensvej” først.

Hovedpersonen italienske Vittoria sagde vi farvel til i 1958, da hun giftede sig med lægen Einar, som hun var husbestyrerinde for. Her 6 år efter, i 1964, møder vi familien på Italiensvej igen.

Vittoria er familiens faste holdepunkt, og børnene elsker hende højt. Ordet ”stedmoder” kommer ikke på tale overhovedet. Vittoria elsker Einars børn lige så højst som sin egen søn, der nu indgår i søskendeflokken. Men ægteskabet kører på automatpilot, og de to ægtefæller tumbler med mange tanker.

Vittorias danske veninde Conny, der er en festabe, har giftet sig med den succesrige forretningsmand Hardy og lever et udsvævende liv som model med alt for mange cigaretter og alt for meget spiritus.

Bogen inviterer læseren indenfor i de to familier. Vi er en flue på væggen, ikke kun i familierne, men også i midt-tresserne, for romanen giver et super tidsbillede i form af, hvad tøj man gik i, hvad man spiste, forholdet mellem mænd og kvinder, husbestyrerindernes betydning og den spæde start til ungdomsoprøret. Vi får også indsigt i Einars vilje til at ville Vittoria det bedste i en brydningstid, hvor kvinderne gik på arbejdsmarkedet.

Familiens store datter Helle skal konfirmeres og snart træde ind i de voksnes rækker (deraf titlen). Hun er ved at komme i puberteten og elsker The Beatles. Forsideilllustrationen emmer af nostalgi – Helle, der lytter til sine plader, mens man aner KB hallen i baggrunden. SÅDAN.

Romanen giver et godt bud på Helles erfaringer med veninder, de første kærester og oprøret mod sin stive og konservative far. Og som fluen på væggen føler man sympati for dem begge. Det er en svær tid.

Bogen vil primært henvende sig til kvinder – chick-lit kan man ikke kalde den, men bogen er inddelt i mindre afsnit, der kan sammenlignes med et kagebord. Afsnitstitlerne : fest, flugt, overraskelser, kys, sygdom, nyheder, ferie, hjem og 1965 er som glasur på en kage og frister til at prøve lækkerierne indeni.

Bogen slutter med et løfte om, at der er mere på vej fra Anna Grues side. Tak for det. Vi vil såååå gerne høre om Vittorias restaurant. 😊

Ligesom med forgængeren frier bogen til at blive filmatiseret. Med husmødre med ternede forklæder, skrigende Beatles-fans og cigaretrygende gravide kvinder.

Lån bogen på bibliotek.dk