416
2022
9788702330465
The four winds (oversat af Ulla Lauridsen)
1.
Sikke en fantastisk bog! Rørende, spændende, sørgelig roman om en kvindes kamp for at overleve – trods hårde og vanskelige vilkår.
Elsa er vokset op i en familie med to smukke og feterede søstre – selv er hun familiens ‘Askepot’, ikke særlig køn, ikke særlig elsket, en ung kvinde der lever et isoleret og ensomt liv med sine bøger. Hun drømmer om at stifte familie, få en mand og et par børn, men hun er efterhånden en ‘gammel kvinde’ på 25, en gammeljomfru, som har forpasset sine muligheder. Hun må se i øjnene, at hun næppe slipper væk fra forældrene.
Men så møder hun Rafe – en ung italiensk mand, 18 år gammel, han vækker følelser og længsler i hende. Da hun bliver gravid, bliver forældrene rasende – de smider hende ud hjemmefra, tvinger Rafe til at gifte sig med hende, og hun, der har været vant til tjenestefolk og aldrig har prøvet fysisk arbejde, flytter ind hos Rafe og hans forældre på deres lille gård i Texas. Her starter en helt ny tilværelse. Elsa er en sej og udholdende kvinde, som tager det nye liv til sig og snart arbejder hun på lige fod med resten af familien. Hos Rafes forældre møder hun anerkendelse, omsorg og kærlighed, som hun aldrig før har kendt til.
Tørken rammer Texas og afgrøderne visner på marken, Elsas søn er meget syg af at indånde den støvholdige luft, og Elsa må tage afsted med sine to børn til Californien – landet der flyder af mælk og honning. Og det er i sandhed et mere frugtbart sted, men de får ikke just en varm modtagelse. De betragtes som afskum, laverestående mennesker – de kan kun få jobs, der er usselt betalt, og lever i yderste fattigdom. Men kærligheden mellem dem er stærk og de er modige – som Elsas farfar sagde, hun skulle være.
Hvis du synes om bøger som ‘Hvor flodkrebsene synger’ og ‘Glasslottet’ vil jeg tro, du også vil kunne lide denne bog. Der er både romantik, hårde tider, megen modgang, fattigdom og kærlighed. Den foregår i USA i 20’erne og 30’erne, og er bygget på historiske begivenheder om den store økonomiske krise i 30’erne – og alle dem, der rejste vestpå for at søge efter et bedre liv.