De fem du møder i himlen Af Mitch Albom

Af hvad jeg har hørt er “The Five People You Meet in Heaven” en bog man enten elsker eller hader. Personligt hader jeg den.

Den handler om Eddie, en alt-muligt-mand i en forlystelsespark, der dør og ja, kommer i himlen. Der møder han fem mennesker, hvis liv har berørt hans liv og således får vi fortalt hvordan Eddie og alle mennesker generelt er vigtige og specielle og og og (hvilket jo er en god pointe, men helt ærligt, den bliver leveret så ærgerligt i denne bog).

Bogen var, på trods af dens korte længde, stopfyldt med oversentimentale, prædikende klichéer, samtidig med den var dødkedelig. Mitch Albom forsøgte ALT for meget på at skabe nogle følelser i læseren (for at danne et billede: han stod helt oppe i ansigtet og beordrede: “GRÆD! GRÆD! GRÆD! Græder du ikke endnu? Så græd dog!!), og det blev så påtrængende og violinagtigt, det var næsten ikke til at holde ud.

Derudover forsøgte den også forgæves at være vis og klog, men som I kan se følgende citat:

“Sometimes when you sacrifice something precious, you’re not really losing it. You’re just passing it on to someone else.”

lykkedes det ikke rigtigt, vel? Jeg føler lidt at det citat faktisk er ret repræsentativt i forhold til bogen, så hvis citatet rammer dig, så vil jeg da klart anbefale dig at dykke ned i den. Hvem ved, måske er du én af dem, der elsker den.

For mig var den eneste optur i denne bog, da Eddie døde. Av.

Lån bogen på biblioteket