495
2011
978-87-7053-583-0
De ensamma
Germund Grooth, hvis lig bliver fundet nede i Gåsakløften – præcis samme sted som liget af den 25-årige Maria Winckler, der var Germunds samlever, blev fundet for 35 år siden, og tilmed af samme person – får Gunnar Barbarotti og Eva Backman til at søge en sammenhæng mellem de 2 dødsfald. Er der tale om 2 mord? Et mord og et selvmord? Eller er det ganske enkelt 2 ulykker? – lidt for usandsynligt! Sandlin, som havde sagen for 35 år siden, var heldigvis en omhyggelig mand, indser Barbarotti, da han giver sig i kast med de gamle forhørsnotater suppleret med Sandlins egne kommentarer.
Tiden skrues 40 år tilbage – til Uppsala, hvor 6 unge mennesker danner par og knytter venskaber: Tomas og Gunilla, Maria og Germund samt Anna og Richard. Med Nessers sædvanlige grundighed lærer vi disser 6 personer at kende – med hovedvægten på Maria og Germund – samtidig med at historien skifter mellem dengang og nu og politiets opklaringsarbejde.
Der udkommer en masse krimier i disse år – en del er skåret over samme læst, ikke alle er lige velskrevne. Nesser’s Barbarotti-bøger er suveræne og denne er ingen undtagelse. Sprogligt er den helt i top, dialogerne er naturlige og troværdige; han er intelligent, skarp, omhyggelig, velstruktureret og formår at fange læserens opmærksomhed, så man har svært ved slippe bogen. Langsomt afdækkes de begivenheder, der skete for 40 år siden – og da vi til sidst får gådens løsning er det ikke en smart “hovsa”-løsning. Nej, læseren gives mulighed for at gisne om, hvad der kan være sket. I denne bog er det – ligesom i de foregående i serien – faktisk mere interessant at følge, hvad der skete mellem de 6 unge mennesker dengang, end det er at få opklaret de 2 dødsfald – selv om der naturligvis er en linje i fortællingen, og løsningen ligger skjult i noget, der skete dengang.
Barbarotti udvikler sig fortsat og der sker pludselige og alvorlige ting i hans privatliv. Det er et stort plus, at hovedpersonen ikke er statisk, men er et helt menneske, der ændrer sig, har et privatliv med følelser og problemer og ikke kun identificeres ved sit arbejde. Jeg glæder mig allerede til den næste – og sidste – bog i serien, selv om det også vil være med et vist vemod, den vil blive læst, da det betyder afsked med Barbarotti.