De døde og de levende af Benn Q. Holm

Den starter fantastisk, “De døde og de levende”. Danmark under 2. Verdenskrig, Ebbe og Karen er jurastuderende og begge med i en modstandsgruppe, der skal forøve en sabotageaktion mod tyskerne. Et bilværksted ved Ryvangen sprænges i luften.

Noget går galt, tyskerne dukker op alt for hurtigt, to bliver skudt, Ebbe må traumatiseret flygte til Sverige, hvor han tilbringer resten af krigen i Den Danske Brigade. Han kan kun tænke på smukke, velhavende Karen, ænser ikke meget andet. Bagefter befrielsen, opgøret med de tyskvenlige, gensynsglæde, druk, kærlighed.

Benn Q. Holm skriver stemningen, miljøerne, sproget frem, så man grangiveligt føler sig hensat til de hårde og trange tider i 1944-45. Det er spændende, intenst, indlevet.

Og så punkterer handlingen. Ebbe og Karen skal have en hverdag op at stå, han mærket af krigen og af en nagende jalousi, hun ambitiøs med masser af humør og gåpåmod. Sideløbende følger vi Erik Scharff, lederen af modstandsgruppen, nu succesfuld forretningsmand, der importerer engelske og amerikanske varer til et udhungret land. Hans rigdom, hans biler og kvinder, hans evige kedsomhed.

Begge mænd er mærket af krigen, deres efterveer ytrer sig forskelligt, men ingen tvivl om, at det er en pointe, at ingen slipper uskadt gennem det helvede, en krig altid er.

Det er ikke, fordi det ikke er flot og rammende skildret. Swingpjatter og cigaretter, jazz og tjenestepiger. Benn Q. Holm har stadig fint fat i sit stof og sin tid. Problemet er bare, at det hele bliver lumsk kedeligt. Der sker simpelthen for lidt.

Men for yndere af historiske romaner fra krigens dage skal “De døde og de levende” alligevel anbefales. Den er hyggelig og velskrevet, blot en anelse fodslæbende.

Lån bogen på bibliotek.dk