240
2022
9788794145831
1 oplag
Verdenshavene er steget adskillige metre, og dette har sat København under vand. Byen har skiftet navn til CPH og er ikke længere hovedstad, men blevet til en flydende by. En del indbygger er flyttet til Jylland, som stadig er hævet over havet, men der er også mange som er blevet, og der er meget liv i byen. Kims søster Nini bor i Silkeborg, men efter seks år er det lykkes hendes bror at lokke hende til CPH. Nini hader vand og bliver søsyg bare der er den mindste krusning på overfladen, så besøget hos Kim er noget af en udfordring for hende. Det bliver ikke bedre af at Kim og hans kærester Kat i deres fritid laver fotooptagelser af de gamle huse under vandet. I en konkurrence vinder de et nyt fantastisk kamera der kan tage foto i en fantastisk opløsning, men når de bruger det begynder der at ske underlige ting som ikke lige er til at forklare.
Jeg har tidligere læst et par novellesamlinger af Sinus Reuss, men det er første gang jeg læser en roman af ham. Normalt er jeg ikke den helt store fan af science fiction, men jeg blev virkelig grebet af CPH under vand. Dels er der jo tanken om at klimaudvikling, rent faktisk kan forårsage at dele af Danmark kommer til at stå under vand, men sammenholdt med det plot Sinus Reuss har bygget op, og tankerne omkring den teknologiske udvikling gør at det er en bog der er svær at lægge fra sig. Jeg må simpelthen vide hvad et er der sker og hvordan det ender for Kat, Kim og Nini. Det er en velskrevet og spændende bog, som ind i mellem godt kan få de små hår på armene til at stritte lidt. Vi følger i princippet to fortællinger, den om Nini og den om Kim og Kat, men de er skrevet fint ind i hinanden. En bog jeg helt klart kan anbefale.
Sinus Reuss (1973) har en kandidatgrad i datalogi, og debuterer med novellesamlingen Intet at skjule (som jeg tidligere har anmeldt her på siden).
Siden er det blevet til flere bøger og adskillige noveller, og i dag ernærer Sinus Reuss sig som fuld tids forfatter.
Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af Science fiction cirklen, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen.