Christine Falls af Benjamin Black

Retsmedicineren Quirke lever sit bevidst afsondrede liv blandt de døde i hospitalets lighus i Dublin sidst i 50erne. Han en stor mand, enspændertypen, som indtager rigeligt med drinks i løbet af dagen. Quirke har det godt med sit arbejde. Lig er så nemme at omgås, de kræver ikke noget. Men en aften forstyrres freden. Liget af en ung kvinde med forfalsket journal dukker op, for så at forsvinde igen. Quirke sørger for at få liget bragt tilbage til obduktion. Det viser sig, at den unge kvinde havde født et barn lige inden hun døde. Quirke, som ellers gør en dyd ud af at ignorere andre mennesker og deres liv, finder det tvingende nødvendigt at finde ud af, hvad der skete med den døde kvinde, Christine Falls, og hendes baby. Det bringer ham på sporet af en sag, hvor både den katolske kirke og hans egen nærmeste er dybt involveret. Og Quirke finder hurtigt ud af, at det kan være særdeles farligt at bekymre sig om andre.

På bogens bagside kaldes krimien en noir-roman. Men den er nok mere brunlig end sort. Alle de klassiske ingredienser er ellers på plads: Hovedpersonen er ikke en holdspiller, men en mand, der hidtil har levet sit liv uden tanke for andre mennesker. Men sagen om Christine Falls giver ham en mission. Han drikker (noir-heltene skal have et afhængighedsforhold af en slags) og virker tiltrækkende på kvinder. Så er det på plads. Men noir-genren er ikke bare nogle bestemte genreelementer. Det er også måden de håndteres på, og her falder “Christine Falls” igennem som Noir-krimi. Hovedpersonen er simpelthen ikke hårdhudet nok. Når han drikker, bliver han bare kedeligt fuld med svømmende øjne og så har han små fødder. Det virker ikke specielt tiltrækkende på kvinder og alligevel falder de alle sammen om på hans seng. Eller har lyst til det. Og apropos kvinderne, så er kvinderollen i noir genren ofte ret enkel. Du er enten nonne eller en vampet heks. Men selvom kvinderne i “Christine Falls” er smukke, er de hverken vampede eller kolde nok. Når sygeplejersken pludselig smider tøjet og hopper op i sengen til Quirke er det ikke sexet. Det kommer nærmest som et hovsa-indfald og er lige så hurtigt overstået.
Generelt mangler personerne det stål, som burde ligge lige under læberne, der er knebet sammen om cigaretten og bag det kølige og vurderende blik.

“Christine Falls” er måske en udmærket krimi, hvis man aldrig har læst James Ellroys noir-krimier “Sorte Dahlia” (1987), “Ingenmandsland” (1988), “De faldne engles by” (1990) og “Hvid jazz” (1992). Jeg kedede mig. Lidt.

Lån bogen på Bibliotek.dk