Chenleins dobbeltgænger af Georg Ursin

Jeg vil starte med at give “Chenleins dobbeltgænger” et skudsmål, som for nogle læsere vil vække interesse, mens andre nok får rigtig travlt med at lægge bogen fra sig: At læse Georg Ursins krimi minder lidt om at læse en af Dostojevskijs tyndere bøger i den forstand, at man ikke har den vilde lyst til at identificere sig med hovedpersonen. I dette tilfælde er det en gammel mand, som tusser rundt i byen, indtil han får sig rodet ind en mordbrand. “Chenleins dobbeltgænger” ligner faktisk ikke nogen anden krimi, jeg har læst. Overhovedet.

Fortællingen glider roligt af sted. Chenleins pensionisttilværelse består hovedsageligt af at vandre rundt i gaderne. En dag kommer han forbi en brand, og da han alligevel trænger til at få pusten, iagttager han brandens gang fra den anden side af gaden. Branden viser sig at være påsat, og forsamlingen af tilskuere har set en mand gå ind i bygningen med en dunk, formodentlig fyldt med benzin. Uheldigvis lignede denne mand Chenlein i en sådan grad, at flokken udpeger Chenlein som misdæderen. Chenlein anholdes, og herefter tager fortællingen en sær drejning, hvor Chenlein kommer i kontakt med den ene uduelige myndighedsperson efter den anden. Politiet er for eksempel helt uinteresseret i at undersøge sagen yderligere, da de først har fingrene i en formodet gerningsmand. Skræmmende perspektiver, men da skrivestilen mildest talt er afdæmpet, nedtones begivenhedernes rækkevidde – uden tvivl bevist – i næsten grotesk grad.

“Chenleins dobbeltgænger” kan anbefales til yndere af tynde bøger af forfattere som Thomas Mann, Dostojevskij og Kafka. Er man til tjubang-litteratur, eller bare godt kan lide lidt action i sine krimier, så skal man kigge sig om efter noget andet.

Lån bogen på Bibliotek.dk