419
2017
9788711569702
Calendar Girl - January, February, March
oversættere: Karen Strandbygaard, Lotte Follin, Lars Bøgeholt Pedersen
3
Hovedkarakteren Mia Saunders bliver escortpige for sin moster, da hun hurtigst muligt må afbetale sin fars høje spillegæld for ikke at udsætte sig selv og familien for voldsom fare. I løbet af et år besøger hun en ny mand i en ny by hver måned, og tjener 100.000 dollars + 20.000 ekstra, hvis hun har sex med vedkommende — sådan står det i kontrakten.
Calendar Girl er en serie på 12 afsnit, hvoraf denne bog samler de første tre afsnit og måneder af Mias nye job. Mias forestillinger om jobbet er klare: hun skal på ingen måde forelske sig. Men allerede i januar måned møder Mia den rige og gudesmukke manuskriptforfatter Wes, som tager hende med på en række dates, og som hun ikke kan glemme i de næste måneder, da hun møder nye mænd: i Februar bliver hun muse for den franske kunstner Alec, og i marts er hun den italienske restauratør Tonys falske forlovede.
Calendar Girl er en erotisk kærlighedshistorie med lidt for mange klichéer for min smag. Hovedkarakteren er en badass-type, som kan klare det hele, fordi hun altid har været nødt til det, og skal være spændende, fordi hun kører på motorcykel og privat går i band-shirts og sorte cowboybukser. Mændene er stenrige (det skal de selvfølgelig også være, hvis de skal have råd til en pige fra “Exquisite Escorts”) og superlækre (Mia kan ikke kigge på dem uden at savle). Homoseksuelle er de lækreste af alle mænd og fungerer mest som “personal shoppers”. Disse ting bliver forfatteren heller ikke træt af at nævne igen og igen.
Når det så er sagt, er bogen faktisk ganske underholdende, når man har brug for lidt letlæsning og ikke er interesseret i et fantastisk veludviklet plot. Jeg kan godt lide, at der sker noget nyt i hver del, men at de forskellige dele alligevel hænger sammen. Desuden er sexscenerne ikke helt så “cringy”, som man ofte oplever det i erotisk litteratur.
Som sagt er den for klichéfyldt for mig (men jeg må også sige, at jeg indtil videre ikke har læst en eneste erotisk kærlighedshistorie, der ikke gav mig det problem), men jeg er spændt på at se, hvordan serien mon fortsætter og har tænkt mig at læse videre, også fordi jeg har læst mange steder, at serien bliver bedre med tiden.