0 kommentarer

Byen og øen Af Benn Q. Holm

af d. 6. juli 2012
Info
 
Sideantal

471

Udgivet

2011

ISBN

978-87-11-40353-2

 

Benn Q. Holms seneste roman “Byen og en” er en murstensroman på omkring 500 sider, men det bør ikke afskrække en kommende læser, for romanen er spændende og ikke en side for lang.

I vanlig Q. Holm-stil foregår romanen (fortrinsvis) i København, hvor læseren stifter bekendtskab med en kreds af mennesker, som følges over en længere årrække.

Den ambitiøse Anders bor i London, hvor han har et af de bank-agtige pengejobs, som virker uforståelige for andre – han sælger nemlig futures og options. Anders er succesfuld og stræber mod stjernerne, men når man læser bogen bliver man efterhånden overbevist om, at mange penge og en god karriere ikke nødvendigvis er det der gør Anders eller nogen andre mennesker lykkelige.

Udover Anders stiftes der bl.a. bekendtskab med den unge, islandske forfatterspire Petur, der alvorligt burde overveje en antabus, Esben Halberg, der florerer på Café Dan Turüll og i starten af romanen drømmer om at blive optaget på filmvidenskab. Derudover møder vi også den søde, omend noget naive Camilla, der ser det som sit livsværk at redde verden – og det kan man jo gøre ved at rejse til Bangladesh og andre fjerne egne af verden og hjælpe befolkningen.

“Byen og øen” er en fortælling, hvor man følger en gruppe mennesker over en årrække. Læseren følger med i hovedpersonernes hverdag, og man følger med i hvor forskelligt det går for helt almindelige mennesker – og man forundres over hvorfor nogle mennesker klarer sig så godt i tilværelsen mens andre ser ud til at klare sig værre og værre som årene går.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er begejstret for Benn Q. Holms bøger, og på trods af at “Byen og øen” ikke indeholder de store overraskelser har det været en fornøjelse at læse romanen. Jeg synes bogen er velskrevet, underholdende, troværdig – og meget læseværdig. Jeg holder meget af det direkte sprog Q. Holm anvender, og jeg kan kun sige, at jeg glæder mig meget til at læse den næste bog fra ham.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter