Buresø-fortællinger af Dy Plambeck

Selv om “Buresø-fortællinger” første gang udkom i 2005, og at det i skrivende stund er 10 år siden, holder den endnu. Det må siges at være en kvalitet i en tid hvor bøger udkommer, læses og glemmes efter få måneder.

Af omslaget fremgår det, at “Buresø-fortællinger” både er en digtsamling og Dy Plambeck’s debut som forfatter. Det sidste kan jeg gå med til, men at der skulle være tale om digte, har jeg det lidt sværere med. Det minder mere om noget af den kortprosa jeg har læst. Det er ikke noveller, men jeg synes heller ikke det er digte. Det er noget derimellem et sted, og det er et rigtig godt sted. For allerede dengang, skrev Dy Plambeck godt. Man kan næppe sige at jeg har fulgt hendes forfatterskab fra begyndelsen, for jeg lagde ud med at læse “Gudfar”, hendes anden roman, fortsatte med den første “Texas’ rose”. Så læste jeg “Mikael”, og er nu tilbage ved debut’en “Buresø-fortællinger”. Det kan næppe rodes mere sammen.

Hendes højdepunkter må være “Gudfar”, skarpt forfulgt af “Buresø-fortællinger”.

Plambeck har noget på hjerte. Hun mestrer sproget og skriver godt. “Buresø-fortællinger” er, går jeg ud fra, en stribe barndomsminder fra Buresø på Nordsjælland. Det er blændende godt fortalt. Kort og præcist får læseren en indføring i det lille lukkede samfund som en landsby ofte er. Alle kender alle, og det er godt, og det er skidt. Vi præsenteres for fortælleren Mily’s familie, og deres indbyrdes forhold. En lille kernefamilie der, som alle andre familier, har deres at slås med, men som formår at få det bedste ud af det alligevel.

Ind imellem er der digte som antyder en voksen fortæller, der løfter sløret for et anstrengt forhold til kæresten. Der er ikke nogen kronoligsk rækkefølge i digtene. De handler om barndom og voksenliv blandet rundt mellem hinanden. For det er jo sådan det er med minder. De kommer bare når de kommer.

Da vi om eftermiddagen gik en tur i skoven
forekom min far og hans skridt mig at være
to forskellige ting
som om det kun var skridtene der var til stede
og ikke ham.
Vi gik og gik og
pludselig sad jeg fast i mudderet på skovstien.
Træk nu til! råbte min far og gik videre med min bror i hånden.
Jeg prævede at trække mig op
men mine fødder blev hvor de var.
Min var vendte sig om og udstødte et højlydt suk
og han kom hen og trak mig op
men min kondisko blev siddende i mudderet
og min far og jeg så på hinanden og vi begyndte at grine.
Dem lader vi være, fik han sagt mellem to grineanfald
og løftede mig op på sine skuldre.
Der sad jeg hele vejen tilbage og tænkte på
hvordan jeg kunne fortælle ham
hvor glad jeg var.

(fra digtet “Tur i skoven”)

Forfatteren formår at finde dybden i hverdagens almindeligheder, og beskrive dem så man føler sig hjemme i dem, selv om man ikke kender de mennesker det handler om. Som læser er jeg tryg i Dy Plambecks selskab.

Lån bogen på bibliotek.dk