0 kommentarer

Budbringeren af Elsebeth Egholm

af d. 16. maj 2024
Info
 
Sideantal

455

Udgivet

2024

ISBN

9788775933662

Udgave

1.udgave

 

Rasmus og Anna er tvillinger og meget tætte gennem barndommen. Anna accepter uden forbehold, at Rasmus er noget særligt, selv om hun ikke altid forstår det, og godt er klar over at det kan være farligt for ham. Han elsker naturen, skoven hvor de bor, kan tale med dyrene og ser et dyr i alle mennesker. Selv er han et egern – ‘fordi egernet er budbringeren’.

Anna er bosat i udlandet, da hun en tidlig morgen får et opkald fra Rasmus. Hun når ikke at svare, og da hun senere ringer tilbage flere gange, får hun blot hans telefonsvarer. Om natten ringer søsteren, Rikke, med en trist besked: Rasmus har begået selvmord. Det er i hvert fald hvad politiet har konkluderet, hans sygdom taget i betragtning bliver hans død ikke nærmere efterforsket.

Anna tager hjem, og i toget møder hun barndomsvennen og sin ungdoms kærlighed, Samuel, som forsvandt meget brat ud af deres liv for 24 år siden. Der skete noget mellem Rasmus og Samuel dengang – Anna ved ikke hvad det var.

Anna tror ikke på, at Rasmus tog sit eget liv – sammen med Samuel begynder hun at undersøge hvad der skete i dagene op til. De undersøger hans lejlighed og taler med flere af de mennesker, han var i kontakt med – ingen har opfattet ham som selvmordstruet. Hvorfor har han købt 3 liter mælk lige før han tog sit eget liv? Hvorfor har han ikke lagt et afskedsbrev? Hvad ville han tale med Anna om i telefonen?

Som Egholm har for vane, bliver et aktuelt emne taget op: her er det psykisk sygdom, både hvad det gør for den syge, men i høj grad også, hvordan hele familien er påvirket. Især hvordan det er at være barn i en familie, hvor en søskende har en psykisk sygdom. I dette tilfælde benægter deres far, at der er noget galt, og derfor siger de også nej til den hjælp der tilbydes. Det bliver et tabu, og det går ud over alle børnene. Da Rasmus dør, har flere i familien skyldfølelse over ting de har sagt og gjort – eller ikke sagt og gjort. Anna bebrejder sig selv at hun ikke var der mere for Rasmus, og Rikke er bitter over, at Anna ‘stak af’ og hun selv stod tilbage.

Elsebeth Egholm skriver godt, også denne bog er en blanding af en krimi og en kærlighedsroman, ligesom ‘Den røde glente’, og det fungerer fint. Bogen er let læst, den er spændende, for dels vil man ligesom Anna gerne vide, hvad der er sket med Rasmus, men også hvad det var, der fik Samuel til at forsvinde så brat. Og det får vi at vide – som vanligt er der ingen løse ender når bogen slutter. Dog synes jeg, det gik lige lovlig nemt for Anna at få mistanke til en person.
Og så håber jeg ikke, man i det virkelige liv ville sende et brev, hvis man vidste, at en person var i livsfare!

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter