Brummstein af Peter Adophsen

To timer. Det tager det at læse denne kortvarige, nærmest forbigående, roman om en brummende stens forskellige ejermænd og -kvinder. Den har ingen pointe, men er (som en eller anden en gang har sagt om musik) en kvalitativ udfyldelse af tid.

Stenens og bogens historie starter for 20-30 millioner år siden. Stenen bliver fundet i en klippehule i 1907:

“Josef, der var underdirektør i augsburgerafdelingen af Gothaer Lebensversicherungsbank, var kommet til Hölloch for at finde indgangen til underverdenen. Han var af den overbevisning, at jordklodens skorpe omsluttede gigantiske hulrum.”

Fortællingen slutter i 1990 på en motorvejsudfletning nær Karlsruhe.

Underverden, skorpe og gigantiske hulrum. Det er vistnok hvad ”Brummsteins” litterære ærinde er. De 68 siders ærinde er litterært, tag ikke fejl af det, men selv os ikke-geologer kan få glæde af at kravle ned under skorpen og kratte i de forskellige finurlige lag.

Romanen har flere kortere og længere passager på tysk, som i hvert fald undertegnede ikke forstod. Det gør ikke noget. Det er bare endnu et af de lag Adolphsens underverden afslører. Dem der kan læse denne aflejring, kan gøre det. Vi andre kan stå og betragte det og forestille os en betydning.

Betydningen er vist ikke så vigtig, kun at den er der – og at den brummer sine lyde for dem der gider lægge øre til. Ta’ og gør det, læg for et øjeblik dit øre til Adolphsens udfyldelse af tid.

 
Lån bogen på Bibliotek.dk