Bombemageren og hans kvinde af Leif GW Persson

Julen falder tidligt i år. En ny GW Persson bog er et højdepunkt for mig. Sammen med Leif David­sen står han som en af de allerbedste krimi/spændingsforfattere i Norden. Persson mestrer både den humoristiske krimi, som han viste i forgængeren ‘Den sande historie om Pinocchios næse’, som var en af 2014’s helt store læseoplevelser, men også den mere dybsindige og alvorlige krimi, som de tre Palme bøger, der startede med ‘Mellem sommerens længsel og vinterens kulde’. ‘Bombemageren og hans kvinde’ lander et sted cirka midt i mellem.

Den fremragende kriminalbetjent, Lisa Mattei, som vi har mødt i flere af GW’s bøger, er blevet for­fremmet til operativ leder hos Säpo, og er ligeledes forfremmet til bogens hovedperson. Hun bliver af sin chef, den ikke synderlige overintelligente Generaldirektør, sendt til England med en lille sam­mensat gruppe af ligeledes dygtige betjente. Her møder de Matteis engelske modstykke i MI6, Jere­my Alexander, der fortæller dem om et muligt terrorangreb, der sandsynligvis skal udføres i Stock­holm. De har ovenikøbet en hovedmistænkt, så sagen er nærmest serveret på et sølvfad. Det ser dog ud til, at der huserer en muldvarp i Säpo, så Lisa Mattei får nok at se til.

Bogen giver en af de læseoplevelser, der bevæger sig fra en trestjernet anmeldelse til en femstjernet, for at ende på en sikker firestjernet. GW har jeg før omtalt som krimiens ‘slowfood restaurant’. Action delen er som altid nedtonet, problemet er bare, at det i bogens første halvdel går alt for me­get i tomgang og bliver indimellem direkte kedeligt og trivielt. Om det er GW’s intention at vise læse­ren, hvor langsom og kedelig en opklaring kan være, ved jeg ikke, i så fald rammer han plet. Det bliver dog lidt for tungt at læse om utallige møder i Säpo og det overidylliske privatliv som Matteis har, mens der i sagen ikke sker det fjerneste. Jeg måbede, da 3. dels undertitel på side 221 blev afsløret: ‘Det indledende stadium’. Det troede jeg, vi havde overstået!

Midtvejs i bogen vender det dog. Her forlader GW Mattei, for også at lade os følge de andre betjen­te, og der begynder at komme skred i sagen. Det er her at bogen når op på de fem stjerner, for det er virkelig god underholdning, og jeg kunne slet ikke slippe bogen igen, før den var færdiglæst. Den ender dog på de fire, for jeg synes ikke GW viser det sædvanlige bid i sin tone, og samtidig var jeg ikke synderlig begejstret for slutningen. Humoren dukker af og til op i fortællingen, men er langt fra dominerende, hvilket jeg også ville have fundet upassende i forhold til det desværre alt for højaktu­elle emne, terrorisme.

‘Bombemageren og hans kvinde’ er GW’s 11. roman, og selvom jeg ikke vil huske den, som en af hans bedste, så lyser den dog stadig op som en grøn oase midt i ørkenen. Man vil opleve en ‘roman om en forbrydelse’ der både virker troværdig og virkelighedsnær, og det er efterhånden en sjælden­hed på krimi- og spændingsmarkedet!

Lån bogen på bibliotek.dk