Blod på sneen af Jo Nesbø
“Af og til er gode nyheder så usandsynligt gode, at de er dårlige”, tænker lejemorderen Olav, da hans chef tilbyder at betale ham fem gange overpris for at nakke sin utro kone.
Olav virker ellers ikke til at være den skarpeste kniv i blokken, men et pærelet, godt betalt mord, der samtidig bringer ham lidt vel tæt på chefen, lyder selv for ham lidt for godt til at være sandt.
Lejemorderens angivelige dumhed er kun en af mange ting, der snyder den godtroende læser. Ingen er helt ærlige. Og forfatteren værre end alle – konstant snyder han os, helt frem til slutningen, som er lig med endnu en overraskelse.
Undervejs er der fæle skyderier i en kirke. Smuk kærlighed. Masser af sne – thi vi nærmer os den tid, hvor Guds søn første gang viste sig for den undrende menneskehed. Beskrivelsen af den godhjertede morder, Olav, der først bringes til sidst fulgt af en gnækkende undskyldning, kunne sagtens lede tankerne hen på Vor Frelser.
Nesbø hygger sig gevaldigt med denne lille, velformede fristil efter afslutningen på den succesfulde Harry Hole-serie. Som læser hygger man sig også, og som det sig hør og bør, kan man ingenlunde gætte, hvad der gemmer sig omkring næste hjørne. Der er masser af kød og blod på de relativt få sider, som er slugt på et par timer.
Hele tiden sidder man dog og føler, at det hele er en spøg; at Nesbø griner i skægget, mens han lader fortælleglæden sprudle. Der er ikke samme indædte spænding, som når hovedpersonen hedder Harry, og skurkene er nærmest overjordisk uhyggelige i deres aflivningsmetoder.
“Blod i sneen” er som duften af grillmad i blæsevejr – uhyre appetitvækkende, men pokkers hurtigt fordampet; og helt mæt bliver man jo ikke.
