Bæst af Ane Riel

Jeg blev fuldstændig grebet af denne bog – så meget, at jeg først stoppede kl. 2 i nat, da sidste side var vendt. Jeg måtte bare vide, hvad der skete med Leon og Mirko, Danica og Karl.

Bogen er usædvanlig velskrevet, virkelig godt skruet sammen og dertil mere spændende end en krimi. Den foregår for mange år siden i et unavngivet land med bjerge og dale.

Bogen kører i to spor, vi følger dels Leon/Dodo og hans bedste ven Mirko, som drager rundt som daglejere og finder arbejde rundt omkring på gårdene. Altid sammen. Bogen starter med, at Leon har skjult sig, fordi der er sket noget slemt med en pige på den gård, hvor de arbejder. Han venter på Mirko på et aftalt sted ved floden. Leon er en tænksom og spørgelysten dreng, dertil meget kærlig, og han kan ikke klare, når nogen skriger.

Mirko bliver af sin far bedt om at hjælpe til på nabogården, hvor en gammel døv enke bor med sin smukke rødhårede datter, Danica. Mirko forelsker sig hovedkulds i Danica, men hun er en voksen kvinde og han er kun en dreng, så det er en umulig kærlighed. Karl flytter ind og han og Danica får drengen Leon, som snart viser sig ikke at være helt almindelig. Han er usædvanlig stor og muskuløs, men hvad han har i fysik, mangler han i forstand. Der er intet ondt i drengen, men han forstår ikke selv, hvor mange kræfter han har. Han er så voldsom i sine kærtegn, at hans mor ikke kan magte ham. Han elsker bløde dyr og fanger mus – som dør af hans kærtegn.

Mirko passer ham ind imellem, når Danica trænger til en pause – der opstår et dybt venskab og hengivenhed mellem de to.

I Mirkos hjem lever man efter de ti bud, og da forældrene opdager hans besættelse af Danica, sendes han væk og adskilles dermed også fra Leon. Men som man kan regne ud, mødes de igen. På Leons 7 års fødselsdag sker der noget meget dramatisk, som for altid knytter de to sammen.

Bogen har det hele. Den er gribende, følelsesladet og overraskende – der er noget eventyrligt over den. Igen har Ane Riel skildret en familie, der ikke er helt almindelig, som hun også gjorde det i ‘Harpiks’. Bogen går stille og roligt frem, så man som læser føler, at ‘man får det hele med’ – det kan jeg rigtig godt lide. Personskildringerne er eminente, naturen er vigtig og sproget fantastisk – læsningen flyder afsted uden bump.

I bogens efterskrift fortæller Ane Riel om sin inspiration til bogen, Leon er således dels inspireret af en dreng, som blev født med en genmutation, dels af karakteren Lennie i ‘Mus og mænd’.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale denne perle af en bog. Men begynd kun på den, hvis du kan sætte hele dagen og helst også noget af natten af – for den er helt umulig at slippe.