211
2016
978-87-400-3067-9
2. udgave, 1. oplag
Efter at have levet som kriminel og rocker i flere årtier blev den danske eks-rocker Mick Sørensen i 2014 godkendt til statens exitprogram af Kriminalforsorgen. Han har i dag skiftet navn og lever under jorden på en hemmelig adresse, hvor hans tidligere ”brødre” i rockerverdenen og den kriminelle underverden forhåbentlig aldrig kan finde ham.
Mick Sørensen bliver født i Fredericia i 1960´erne og vokser op i en familie, der består af ham selv, lillesøsteren Gitte, broderen Kim, børnenes mor og en stedfar, som Mick ikke har det godt med.
Som barn er han noget af en slagsbror, der mobber andre børn og ofte kommer i klammeri med andre børn, og da han nærmer sig teenagealderen og de tidlige ungdomsår, introduceres han til den kriminelle verden og senere rockerverdenen, hvor han ender med at blive rockerpræsident i Bandidos. Han lever i årevis et liv med vold, afpresning, narkokriminalitet, våbenhandel og stofmisbrug, men har gennem alle årene en lille stemme i sig, der godt ved, at han befinder sig på den forkerte side af loven.
Efter en del år i rockermiljøet (i bl.a. Norge) bliver Mick klar over, at han befinder sig i en hyklerisk verden, hvor rockerne påstår at være loyale overfor deres ”brødre”, men hvor man oftest ikke har problemer med at stikke sine kammerater i ryggen, hvis det handler om, at man selv kan tjene hurtige penge eller undgå en tur i Hotel Gitterly. Han vælger at bryde med rockermiljøet, men det gør man ikke ustraffet, da hans gamle rockerbrødre ikke kan vide sig sikre på, om Mick vil sladre til politiet om de mange lyssky aktiviteter, rockerne beskæftiger sig med.
Mick indgår derfor i det danske exitprogram for tidligere rockermedlemmer og finder ud af, at programmet måske ikke er helt så hurtigt og effektivt, som man kunne forvente. Dog anser Mick exitprogrammet for bedre end at blive i det rockermiljø, der endte med at skuffe ham og ødelægge hans mulighed for nogensinde at få en normal tilværelse.
”Bad standing. En eks-rockerpræsident bryder tavsheden” er beretningen om Mick Sørensens opvækst i Fredericia og hans liv i den kriminelle underverden i både Danmark og Norge, hvor han boede et par år. Bogen er desuden en fortælling om, hvordan et menneske søger at ændre sit liv ved at vende kriminaliteten og stofmisbruget ryggen for at starte en ny tilværelse på den rigtige side af loven.
Bogen er en lærerig bog, hvor læseren får indblik i en verden, som de færreste af os kender til; en barsk verden, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor afhoppere anses som forrædere.
Det er dog også en lidt overfladisk bog, jeg savnede dels mere information om Mick Sørensens barndom og årsagerne til, at han endte som kriminel, men jeg savnede også information om, hvordan bogens hovedperson lever med sine handlinger efter at have forladt rockermiljøet.
Uanset hvad anser jeg ”Bad standing” for at være et væsentligt værk om en lukket verden, men bogen hæver sig dog ikke væsentligt over gennemsnittet, og derfor ender jeg på en middelmådig vurdering af værket.