Antologi over sindet af Tommi Musturi

Musturis eksperimentende og tegnede antologi er et studie i selv at sætte den kunstneriske ramme, i at være stilistisk fri. Netop den totale frigørelse af ‘stil’ gør at man først ved læsning af Musturis afsluttende og forklarende essay “Stilens fængsel (og en plan for at slippe ud af det)”, forstår Musturis ærinde. Og derfor faktisk bør genlæse albummet med den forståelse in mente:

“En kunstner, der har fundet sin stil, bliver sløv. De ting, han laver, bliver skematiske, og den energi, som han tidligere har formidlet gennem værkerne, forsvinder. Kvaliteten daler, kreativiteten bliver til forskellige rækker af gentagelser.”

Alverdens tidligere tegneserier, tegnearter og kulturer inden for malerkunsten er repræsenteret. Kunstneren Musturi behersker diverse stilarter, som han hurtigt søger væk fra. Jeg vil tro at alle de kunstneriske -ismer man kan komme på, er at finde her. Derfor er albummet en konstant overvældende grafisk oplevelse, som man måske skal lade sig vælte omkuld og opsuge i én uafbrudt læsning, for så senere at lave sine punktnedslag. Men jeg er åbenbart mere magelig end jeg selv vil være ved, for Musturis surrealisme forvirrer mig mere end godt er. Billedsidens diversitet er så mastodontisk, at man sagtens kunne tro at de 37 noveller var tegnet af ditto antal tegnere. Ikke kun grafisk er stilen forladt til fordel for indholdet, fortællingerne følger heller ikke gængse lineære forløb, – eller også har jeg bare ikke opdaget det. Eller de er der faktisk, som når han gennem en række små billedruder viser hvordan man laver ginger ale, destillerer rom og brænder et glas til at drikke det hele af. Der mangler jeg det fordybelsens ekstra lag, med mindre fordybelsen Musturi vil formidle er det indre fokus der ligger i selve destilleringsarbejdet. Det er der bare ikke meget fortælling i. Andre steder er fortællingen der, men den kræver sin mand at følge med i, for hvis der er én ting som Musturi ikke gør, så er det at gøre det nemt for sin læser. Store dele af værket kræver konsekvent metalæsning. Det er selvfølgelig et modsvar til den kulturelle ensretning, og det kræver mod til at træde ad andre græsgange – både af kunstner og læser, en parole Musturi lever fuldt ud:

“Naturens alsidighed forenkles bl.a. gennem intensive produktionsprocesser og ved hjælp af genmanipulation. Men planen slår revner. Netop i dette øjeblik styrkes ukrudtsplanterne, og næringsindholdet i et jordområde gør det umuligt at dyrke de ønskede kornsorter.”

Men i essayet kammer han over og bliver decideret belærende; når bare læseren magter at se ordentligt efter, skal den sande kunstners budskab nok træde frem! Kom nu ned fra din høje hest mand – i stedet for selvretfærdigt at påberåbe dig kunstnerisk frihed og i samme øjeblik gribe til gentagelser af de samme tematikker og samme, ja jeg vover det: ‘stilskift’ hver gang. Selv genkendelighed kan tjene et formål, uden at der gives køb på den kunstneriske integritet.

“En målgruppeanalyse fortæller, hvilke mennesker der har behov for dit og dat. Samtidig er modtagerens tankeproces stagneret. Vedkommende vender tilbage til værkerne, fordi kunstnerens stil giver en følelse af tryghed. Forholdet er blevet alvorligt, tingene er blevet velkendte og har rullet sig sammen. I varmen fra kaminilden har både kunstner og modtager det rart. Mennesket er mageligt. Det ville være meget ubehageligt at stikke hovedet ind i flammerne, men netop det burde de begge gøre for at lære noget nyt.”

Lån tegneserien på biblioteket