Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

En forretningsrejse – mandag til fredag – med en del timer i diverse flysæder, var ikke det jeg så mest frem til første uge af året 2016. MEN flysæderne blev der, hvor jeg forsvandt ind i denne fremragende fortælling om de to børn, og deres skæbner under anden verdenskrig.

Kort fortalt handler bogen om de to børn, den blinde Marie-Laure og børnehjemsdrengen Werner, i hhv Frankring og Tyskland. På forunderlig vis for læseren flettes deres liv, interesser og skæbner sammen.

Werner vokser op på et børnehjem med sin søster Jutta. Det er ekstremt trange kår og fremtiden for Werner ligger dybt nede i minerne i området, hvor mange knokler hele deres korte liv. Han er dog begavet med en evne til at forstå elektronik og er ferm til at få meget ud af meget få stumper. Det betyder at han får etableret en radio. Hvad den giver af oplevelser for ham og søsteren vil jeg ikke røbe, men den er katalysator for sammenfletningen af Marie-Laure og Werners skæbner.

Marie-Laure er blind og bor med sin far i Paris og er en vidensbegærlig, men også ydmyg pige, der med sin fars utrættelige og ikke mindst kreative måde at lære hende evner der kan få hende til at leve som “seende”, oplever krigen fra offerets rolle. De må flygte og søge tilflugt ved kysten hos deres fjerne slægtning.

Som krigen udfolder sig, snøres deres skæbner roligt sammen. Deres og ikke mindst også diverse bipersoners skæbner, er fantastisk beskrevet og den rundes meget smukt af!

Det er en bog der brænder sig ind i ens bevidsthed. Den fik mig, i et flysæde mellem London og København, til seriøst at kæmpe for at holde tårerne tilbage. Ikke fordi den er specielt overraskende ift. skæbnerne, men bogen giver en helt speciel “connection” til læseren, som jeg sjældent oplever som ellers ivrig læser.

Bogen har et roligt tempo, og tager sig tid til historierne, og den virker meget gennemarbejdet og velgennemtænkt. Men det der var min største glæde og “catch” ved denne bog var uden tvivl dens evne til at jeg som læser connectede 100% til de to hovedpersoner,. Jeg var HELT væk og havde mine følelser uden på tøjet, uden at bogen er en flæbende tåreperser – slet ikke – men den rolige og lettere melankolske stemning samt fantastiske beskrivelser af glæderne i livet ved de helt små ting, gør at denne bog er en af de bedste jeg nogensinde har læst.

Jeg kan næsten ikke huske noget fra min forretningsrejse. Denne bog er det jeg husker turen for.

Den fortjener uden tvivl sin Pulizer pris. Læs den!

Lån bogen på biblioteket