Alma med dragehjertet af Laura Drasbæk

“Alma med dragehjertet” er en rørende og lidt barsk fortælling om Alma, der er alene med sin far efter moderens død. Almas far har trukket sig ind i sig selv, og Alma har ingen, hun kan fortælle, at det gør så ondt i hendes bryst. En dag bliver hun hevet til et andet land, Omorgien, hvor hun til sin overraskelse er ventet. Som det jo tit er i den slags bøger, er mennesket den sidste, der forstår noget af det hele. Alma må igennem en farefuld rejse for at finde en drage, som er nødvendig for, at hendes hjerte kan hele.

I starten halter det faktisk lidt med flowet i sætningerne, men det er ikke kendetegnende for hele af bogen. Sproget bliver mere glidende hen af vejen, og måske har Drasbæk fået skrevet sig varm til sidst, for beskrivelsen af, hvordan Alma og dragen ligger sammen inden i ægget, nærmer sig poetiske højder.

Ingen tvivl om, at børnene virkelig vil få en oplevelse af bogen. Historien er god, og det er en sympatisk tanke, at Almas knuste hjerte kan fikses, men at hun skal gå aktivt ind i kampen, hvis hendes hjerte skal blive helt igen.

Men der er for mange ting, som hele tiden minder mig om “Ringenes herre”. Der er en hårfin linie mellem intertekstualitet og plagiat. Måske kan fantasy bare ikke være så meget anderledes: man skal ud og hjem og samtidig lige nå et par kampe med de onde, og hvis noget er rigtig ondt og rigtig magtfuldt, så forsvinder lyset…
Jeg ender ved de tre stjerner for “Alma med dragehjertet”. Historien er bedre end som så, men jeg synes altså, jeg har læst en del af den før.

Til sidst vil jeg sige, at denne serie i Politikens børnebøger er noget af det mest indbydende, jeg har set og følt. Bogen er dejlig tung. Siderne er på skønt, tykt papir, og der er god plads til teksten. Endelig er det fedt, at forlaget nusser om bogen ved at starte hvert afsnit med en stregtegning. Hurra for en virkelig flot indpakning.

Lån bogen på Bibliotek.dk