432
2018
978-87-409-5609-2
1.
Alla er ganske ung da hun støder ind i en mand som kommer løbende. Han er kommet til skade og hun prøver at hjælpe ham. Politiet løber forbi og Alla er ikke klar over at denne mand er morder. Men hun bliver indkaldt som vidne og han lover at hævne sig over hende. Han bliver fængslet og hendes liv går videre. Alla drømmer om at blive koncertpianist, men hun bliver gravid og må opgive drømmen til fordel for mand og barn. På bryllupsnatten mister hun barnet og føler sig nu fanget i et ægteskab med en mand som klart har flere følelser for hende end hvad hun har for ham. Men hun bliver sammen med ham og de får et stabilt ægteskab, som måske ikke er så lykkeligt, men som alligevel giver hende et okay liv. De får også to børn, eller faktisk tre, men Alla ved at det ene barn nok er undfanget med en anden mand.
Alla og familien kommer igennem en del grimme oplevelser grundet krigen. Og de oplever også selv at der ikke altid er mad nok. Manden som Alla mødte som ung dukker op igen – denne gang ender han med at voldtage hende og i gennem flere år forfølger han hende og forsøger at få hende dømt for at være landsforræder.
Allas mand må på et tidspunkt flygte og Alla bliver tilbage med sine børn og tager sig af sine svigerforældre og sin mor. Amerikanerne kommer og Alla får mulighed for at hjælpe med at sørge for at mange mennesker igen kan få forsyninger. Alla skriver også breve for dem der ikke kan selv. Men det er ikke alle breve som kan tåle dagens lys.
Det er en barsk historie som er meget spændende omend voldsom. Man skal ikke være sart, da man får nogen virkelig grimme scener fra krigen beskrevet og det er en bog som nok bedst henvender sig til dem, der har interesse for krigshistorie og for Ruslands historie med zarens fald, bolsjevikkerne med mere. Men den er spændende. Og der lægges op til, at det kun er første bog i en trilogi, så det bliver interessant at stifte bekendtskab med de næste bøger i serien.
Det er helt sikkert en slægtsroman som det er værd at stifte bekendtskab med.