158
2006
978-87-626-0366-0
Calling the shots
Alle tre venner er blevet Kaldet, hvilket betyder at de skal sendes ud som skytsengle. Melanie havde ikke forestillet sig, at hun allerede skulle sendes ud som skytsengel, så hun bliver straks meget spændt på den forestående soloopgave, og det bliver ikke mindre, da hun finder ud af, at hun skal sendes ned på jorden i 1920’ernes USA, nærmere bestemt Hollywood.
Melanie bliver sendt til jorden for at være skytsengel for pigen Honesty, og det er med en forventning om, at hun skal hjælpe pigen med at finde mod til at trodse sin familie og gå stjernevejen. Det viser sig så ikke at være tilfældet, og det hele bliver mere kompliceret end Melanie har forudset. Honesty har igennem længere tid beskyldt sin far for at være gammeldags og plaget ham om at købe en bil. Endelig en dag giver han efter, men på vejen hjem fra forhandleren sker der noget som knuser Honesty fuldstændigt og truer med at give hende skyldfølelse resten af livet. Det er en meget svær opgave, Melanie er kommet på, og hun bliver i tvivl om, hvorvidt hun kan klare det.
Bogen byder desuden på et gensyn med en af Melanies gamle fjender, som pludselig vender tilbage til Engleakademiet. Det er noget af et chok for Melanie, da hun får meddelelsen om det, og hun har forståeligt nok visse problemer med at acceptere hans tilbagevenden, da han er den sidste hun ønsker at rende ind i.
Noget der irriterer mig ved bogen, er den megen genfortælling af, hvad der er sket i de tidligere bøger. Det er selvfølgelig udmærket med en lille repetition af, hvad der er gået forud, men det er nærmest de to første kapitler, der bliver brugt på det. Men ellers vil jeg sige, at bogen holder standarden tilsvarende de tre foregående i serien. Selvom det er let underholdning, så bliver der fortalt en ganske udmærket historie, så jeg vil da anbefale andre at læse bogen og de øvrige i serien.
Kan læses fra 11 år.
Lån bogen på bibliotek.dk