16 år i Sibirien og Skæbner i Sibirien af Rachel og Israel Rachlin

At Stalin sendte både krigsfanger og sit eget folk i arbejdslejre (også kaldet Gulag øhavet) er almen viden, knap så kendt er det at han deporterede udlændinge efter behov. Parret Rachel og Israel Rachlin, samt deres børn, blev ofre for en sådan tvangsdeportation og her er deres fælles livshistorie.

Som omrejsende forretningsmand kom Israel Rachlin i midten af 1930’erne til Danmark, mødte Rachel, og de flyttede sammen til Litauen, fik to børn og blev derefter tvangsdeporteret af Stalin. Under umenneskelige forhold blev de transporteret til det yderste Sibirien, hvor de blev sat af på Lenaflodens bred, og måtte lære at klare sig selv. Tanken er vel egentlig at de skal arbejde og dermed støtte sovjetmagten som gode sovjetborgere, men de får bestemt ingen starhjælp i et miljø med temperaturer ned til -50grader celsius, uden behørig påklædning, bolig eller føde. Under de forhold forventes helt almindelige europæere at kunne overleve. Eller ret beset er det sovjetmagten fløjtende ligegyldigt om de deporterede overlever eller ej.

“Man kunne undre sig over, hvorfor hele det kæmpemæssige apparat med transporter, organisation og planlægning skulle sættes i sving blot for at bringe fysisk svage mænd, kvinder og børn til en egn med nogle af de værste klimatiske forhold. Det var ikke så få ressourcer og arbejdstimer, der blev sat ind for at løse denne opgave.

Man skal ikke forsøge at lede efter logiske svar, når det gælder de sovjetiske myndigheders dispositioner og beslutninger.”  Gør man det alligevel er den eneste ‘fornuftige’ anvendelse af de deporterede, det arbejde de udførte for at udfylde hullerne efter de mænd der var ved fronten.

Familien Rachlin når at bo i ikke mindre end tyve forskellige ‘boliger’, rangerede fra rene jordhuler til rigtige huse, som altid deles med andre familier. Det er i det jordnære sprog og den aldrig dømmende tone at familien viser sin største styrke. De klager aldrig, klandrer aldrig deres plageånder, selvom der ellers er rigeligt at kla,ge over. I stedet møder de andre mennesker med en åbenhed og respekt der står som en ledestjerne for alle andre. Derfor lykkes det dem også at komme ind på livet at både andre deporterede men også på russerne selv, der, selvom de kollektivt bukker nakken og officielt tilbeder Stalin, alligevel udviser medmenneskelighed og i mange tilfælde ligefrem knytter venskabsbånd.

På imponerende vis lykkes det med en familieforøgelse på trods af forholdende, og sønnen Samuel oplever sine første barndomsår i Sibirien. Han blev senere tv-journalist for TV2.

Er man nu ikke overbevist om sovjetstatens rene ondskab, findes der midt i bogen en gengivelse af et officielt dokument der fungerer som vejledning for NKVD officererne ved arrestation og deportation af helt uskyldige mennesker. Indledningen er én lang liste over grupperinger der bør deporteres. Derefter følger vejledning i selve arrestationen og i hvilke af de deporteredes ejendele der skal konfiskeres fra deres hjem. Det nærmest oser ud af dokumentet, at de deporteredes videre skæbne er staten aldeles uvedkommende. De skal blive gode sovjetborgere eller dø i forsøget.

Gyldendahl har senest genudsendt bogen i 2012, hvor Samuel Rachlin har skrevet et nyt forord til. Den udgave kan bestilles her.

Lån bogen på biblioteket